Åbner efter pinse

- Jeg er meget spændt, og vi glæder os helt vildt.

Sådan lyder ordene fra Insp!-leder Camilla Martens, der nu har fået grønt lys til at åbne for det kulturelle samlingspunkt, som har hjemme på den tidligere skoleslagterigrund i Roskilde.

- Nu håber vi bare, at det bliver en succes, og at vi ikke skal lukke ned igen, siger hun.

I takt med den yderligere genåbning af samfundet har flere idræts, kultur- og foreningsaktiviteter nemlig fået lov til at invitere folk inden for igen, og det betyder altså, at gæsterne nu kan vende retur til Insp!.

Tjek i døren

Åbningen kommer dog til at foregå med visning af coronapas for de besøgende. Det er noget nyt for Insp!, hvor folk normalt plejer at kunne komme frit ind og benytte stedets lokaler og forskellige faciliteter.

- Det kræver ressourcer, medgiver Camilla Martens.

- Men folk kan stadig komme og spise frokost og bruge vores værksted, slår hun fast.

Tidligere blev der sigtet efter, at Insp! kunne åbne i starten af maj, hvor spisesteder også begyndte at kunne tilbyde indendørs servering. Medarbejdere blev i den forbindelse kaldt tilbage, og derfor har den ekstra udskydelse ærgret Camilla Martens.

- Det har været meget frustrerende - og økonomisk træls, siger hun.

Ny maling og fjernvarme

Nu ser Insp!-lederen mest af alt bare frem til igen at kunne lukke gæster ind i de kulørte og inspirerende lokaler på Slagteristræde 9. Her er nedlukningsperioden blevet brugt til at give stedet et lille pift.

- Vi har fået bygget lidt om, har malet alle rummene og fået lagt fjernvarme, og vi glæder os til at vise folk de spændende lokaler, fortæller Camilla Martens.

Derudover sker der for tiden meget i den tilhørende have, lyder det. Men Insp! åbner stadig, som de faste gæster kender det.

- Alt er ved det gamle, og som det plejer at være, siger Camilla Martens.