I årevis var Bodil Fosgaard en utrættelig forgangskvinde, og til tider enmandshær for et renere Rødovre, men i foråret valgt hun af personlige årsager af trække stikket. Hendes facebookgruppe ’Ren By Rødovre’ er derfor ikke længere aktiv, men i kølvandet på nedlukningen har lokalpolitikerne Anette Dalager Rachlitz og Tina Hippe Hansen grebet stafetten og oprettet gruppen ’Ren Rødovre’, så borgere, der har lyst til at give naturen en hjælpende hånd sammen med andre, stadig har mulighed for at mødes til planlagte ’skralde-arrangementer’.
”Vi vil gerne skabe bevidsthed omkring naturen, vores affaldsvaner og samtidig skabe en gruppe, hvor vi dyrker fællesskabet, så medlemmerne kommer hinanden ved, og det ikke ’bare’ handler om at samle affald,” fortæller Anette Dalager Rachlitz, der har et håb om, at gruppen med mere synlighed kan være med til at ændre affaldsvanerne hos de personer, der vælger at smide den tomme slikpose på jorden frem for i skraldespanden.
”I den optimale verden var det ikke nødvendigt med en gruppe som vores, men henkastet affald er desværre et stort problem, og jeg håber, at vi med vores gruppe, kan være med til at skabe en bevidsthed omkring problemstillingen,” siger Anette Dalager Rachlitz.
Skrald, kaffe og kage
I facebookgruppen ’Ren Rødovre’ deler medlemmerne billeder af deres affaldsfangster, og løbende inviteres der til fælles indsamlingsdage, hvor medlemmerne kan mødes og gå udvalgte ruter sammen.
Næste gang gruppen inviterer til hyggeligt samvær, rene gader og højt humør, er søndag den 14. august, hvor gruppens medlemmer mødes på Islev Torv klokken 14.
”Der er kaffe og kage klokken 15 til alle affaldsheltene,” lyder det fra gruppen. Hvis du vil give et nap med, kan du tilmelde dig begivenheden ved at finde ’Ren Rødovre’ på Facebook.