Den grønne dagsorden er for vigtig til at blive kogt ned til enkeltsager, som jeg desværre synes, Jørgen Munchs indlæg gør. Men lad os begynde med enkeltsagen. På Hendriksholms Boulevard har Kommunalbestyrelsen efter en behandling, hvor alle kunne blande sig, givet grønt lys til et projekt, som gør det sikkert og trygt at færdes i trafikken, især for de mange børn og unge, som cykler til og fra Rødovre Gymnasium og Hendriksholms Skole.
Vi kan ikke undgå at fælde træer, hvis vi vil gøre skolevejen sikker og tryg. Og det vil vi. Der skal fældes 38 træer, og vi planter 24 nye. Jeg forstår godt, at man bliver ked af, at der bliver fældet træer. Men det afgørende må være den samlede indsats, og det er ikke retvisende, at vi ikke lever op til vores grønne ambitioner.
Et par eksempler: Vi planter langt mere, end vi fælder. Mange kender for eksempel børnetræerne. Dem bliver der flere og flere af. Sidste år plantede vi 214. I alt er der plantet 2.044 børnetræer i Rødovre. Vi lader mere vild natur overtage, hvor vi før begrænsede biodiversiteten, for eksempel i midterrabatten på Slotsherrensvej, hvor der nu er vilde blomster. Vi omlægger Jyllingevej, hvor der kommer planter og træer for netop at øge biodiversiteten.
Vi arbejder hårdt for den grønne dagsorden, og derfor er vi glade for den dialog, vi har med alle med interesse i den grønne dagsorden i Rødovre. Det gælder også dialogen med Jørgen Munch og resten af Agenda 21, og som jeg forstår det af dialogen, er der da også flere medlemmer af bestyrelsen, som ikke deler synspunktet om, at vi handler i modstrid med lokalplanen.
For at undgå flere misforståelser, så handler det helt enkelt om, at lokalplanen netop tager højde for anlæggelse af cykelsti på Hendriksholms Boulevard. Beslutningen er med andre ord helt i tråd med lokalplanen, og derfor er den ikke inddraget i sagsbehandlingen.
Lang historie kort: Jeg tror, vi vil det samme, og jeg tror, vi kommer længere med en konstruktiv dialog. Vi ser også på de forslag, vi har fået om Hendriksholms Boulevard. For selv om vi planter langt mere end vi fælder – og i det hele taget har en meget ambitiøs klimaplan – så vil vi gerne blive endnu bedre.