For 100 år siden festede Ringsted By for det flotte nye vandtårn i Møllegade.
Lørdag fik i alt 193 tilmeldte deltagere til Forsyningens Dag en sjælden adgang til det hvide tårn.
Her stod lokalhistoriker Mogens Larsen og underholdt flokkene med et oprids af tårnets 100-årige historie i almindelighed og dets forhistorie i særdeleshed.
– I dag er der meget debat om Torvets omlægning. Det er intet imod debatten om vand. Det vrimlede med læserbreve i Sjællandsposten, efter folk fandt ud af, at man ikke behøvede at gå efter vand, når man kunne få det lagt ind i husene, fortalte Mogens Larsen blandt andet.
Debatten kørte til og fra i årtier, inden det fine tårn med pumpestationen endelig blev til noget.
Det er bygget dengang befolkningens gennemsnitsstørrelse var både lavere og smallere. Derfor var der lukket for adgang af trappen op i tårnet af sikkerhedshensyn. I stedet kunne man på en ophængt skærm se en tv-optagelse af turen op ad trappen, helt op i toppen af tårnet og ned igen.
Michael Zangenberg fra Ringsted Forsyning har gået turen med et kamera. Se videoen her.