Video: Ældre og børn fejrer fastelavn sammen

Ringsted: På Knud Lavard Centret har både beboere og personale har gjort en del ud af udklædningen. Farverige narrehatte, Pippi Langstrømpe-parykker og ballarinaskørter er blot et lille uddrag af de mange forskellige kostumer. Den nærliggende børnehave Tinsoldaten er også inviteret, og børnene samler sig forventningsfuldt i nærheden af de to dekorerede tønder.

- Bare fordi man er kommet på plejehjem, behøver man ikke at gå glip af alt det sjove. Fastelavn er en tradition, de ældre kan huske fra deres egen barndom. Det vækker minder. Og så elsker de, at børnene er her, siger Cilia Sloth Øhlers, der arbejder på centret som rehabiliterende aktivitetsmedarbejder.

Vækker glæde

Åse Andersen på 89 år er en af de beboere, der er med til festen, og hun synes, det er et godt initiativ:

- Jeg er så heldig, at jeg kommer ret meget ud, men mange sidder en del på stuerne, og så er det opløftende at komme ud og lave noget. Det er også opmuntrende med børnene, siger hun.

Ideen med at samle børn og ældre begejstrer også Christian Just, der er pædagog i børnehavnen Tinsoldaten og i dagens anledning er trukket i klovnekostume:

- Børnene har glædet sig til at slå katten af tønden. Og jeg tror, det er sundt for dem at møde de ældre. Der er ikke så mange børn, der ser ældre på den her måde. Og så tror jeg, at børnene giver de ældre noget livsglæde.