Sjælland: Fra 1. februar kan trapezplader afleveres for sig på AffaldPlus’ syv største genbrugspladser. Der er nemlig fundet en aftager i Holland, som kan genanvende pladerne.
Trapezplader er lavet af hård pvc og kan – teoretisk set – godt genanvendes sammen med andet hård pvc som for eksempel kloakrør og tagrender. Problemet var bare, at AffaldPlus’ aftager af hård pvc ikke vil have trapezpladerne, fordi de indeholder zink og dermed forurener den pvc, som kommer ud af genanvendelses-processen. Så for at kunne genanvende pladerne, blev man nødt til at finde en anden aftager, og trapezpladerne skulle have deres egen container på genbrugspladsen.
Begge dele er der dog nu kommet en løsning på. Så på disse genbrugspladser kan du fremover finde en særlig container til trapezplader: Ringsted, Haslev, Korsør, Slagelse, Sorø, Næstved og Vordingborg.