TMS Ringsted havde ikke andet end æren at spille for i fredagens sene udekamp mod Team Sydhavsøerne, og det kunne man et langt stykke hen ad vejen nok godt fornemme.
For i store dele af opgøret haltede de grønblusede gæster efter, og efter at have fulgt med til 5-5, kom TMS’erne bagud med tre – og den difference holdt stand en halv snes minutters tid.
Men i slutningen af 1. halvleg lagde holdet fra Lolland for alvor fra land og gik til pause foran 20-14.
I løbet af det første kvarter af 2. halvleg fik gæsterne ingenlunde halet ind – og ret beset havde TSØ også væsentligt mere at spille for.
De rødblusede er i allerhøjeste grad stadig i spil til de playoff-givende placeringer som nummer to og tre i 1. division – mens TMS Ringsted som bekendt allerede sikrede sig førstepladsen og den direkte oprykning i sidste weekend.
Ikke desto mindre tog pokker ved midtsjællænderne i en virkelig stærk periode. Bagude med syv efter 47 minutter, fik TMS nemlig i løbet af bare de næste seks minutter reduceret stillingen til nu kun 30-29 til TSØ.
I slutminutterne fandt Sydhavsøerne dog alligevel et ekstra gear, og trak en lille smule fra igen. Og vandt den højtscorende affære med 35-32.
Resultatet har kun kosmetisk betydning for TMS, men for de to andre bejlere i topstriden – Skive og HØJ, som i øvrigt mødes lørdag – var det et ærgerligt udkomme.