Arrangørerne af Stafet for livet i Ringsted frygter, at det store velgørenhedsarrangement for kræftramte og pårørende i Lystanlægget bliver aflyst i år.
Årsagen er, at der mangler frivillige til at løfte opgaven, som de senere år har samlet op mod 1600 deltagere og rejst flere hundrede tusinde kroner til kræftsagen.
– Det vil være med blødende hjerte, hvis det ikke bliver til noget, siger Ann-Birgit Nonboe, som har været formand for Ringsted-udgaven af Stafet for livet gennem otte år.
Årets velgørenhedsarrangement er planlagt til at blive afviklet 26.-27. august, men det haster med at finde flere frivillige, understreger Ann-Birgit Nonboe.
– Det er vores frygt, at arrangementet ikke bliver til noget, hvis vi ikke lykkes med at finde flere, der vil være med, siger hun.
Normalt er 60-70 frivillige med til at afvikle det 24 timer lange arrangement, men i år har kun halvdelen meldt sig klar.
Formanden for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Ringsted, Birgit Christensen, krydser også fingre for, at det lykkes i sidste time at finde frivillige nok, så årets arrangement kan blive afviklet.
– Det ser sløjt ud, men jeg håber meget, at vi kan gennemføre stafetten i år. Det er et meget stort og vigtigt arrangement, siger lokalformanden.

Mere end penge
I de bedste år har deltagerne i Stafet for livet i Ringsted genereret 500.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse, men det er ikke kun penge, der er på spil.
– En aflysning vil selvfølgelig betyde færre penge til Kræftens Bekæmpelse, men selve arrangementet er så vigtigt for fighterne, der er eller har været kræftramte. Her har de en mulighed for at mødes og få en opbakning fra deres omgivelser, siger Birgit Christensen.
Hun fortsætter:
– Jeg håber meget, at det bliver til noget, og at vi kan ruske op i nogle frivillige. Men jeg ved godt, at der er bud efter os allesammen allevegne.
Gennem otte år har Ann-Birgit Nonboe fungeret som formand og tovholder for Stafet for livet i Ringsted, men i år er hun trådt tilbage og længere i baggrunden og har mere fokus på for eksempel fundraising.

Kan lære noget
Manglen på de frivillige har dog fået hende til at tage endnu en form for aktiv tørn i forsøget på at skaffe tilstrækkeligt med folk.
– Vi vil meget gerne have nogle yngre kræfter med i det. De kan lære noget af det, hvis de vil se, hvordan sådan et arrangement bliver planlagt, siger Ann-Birgit Nonboe, som understreger, at arbejdet ikke er så omfattende.
Noget af det, der kan hjælpes med er at få strikket et program sammen til arrangementet 26.-27. august, og derfor skal der ikke gå mange uger.
Vurderingen er, at der er brug for minimum 10-15 ekstra frivillige, hvis Stafet for livet 2023 skal blive til noget i Ringsted.
Sidste år deltog 1200 i velgørenhedsarrangementet i Ringsted Lystanlæg.
Interesseret i at blive frivillig?
Hvis du er interesseret i at blive frivillig i forbindelse med Stafet for livet kan følgende kontaktes for mere info:
Muhammad Ajine: Tlf. 28990194
Ann-Birgit Nonboe: Tlf. 22977568