Ringsted-rytter: OL overskygger alt

Foto: Kasper Nørgaard Hansen
Daniel Hartvig (forrest) var med til EM i efteråret, men ikke til VM i forrige uge. Nu vil han gøre alt for at komme til OL i Rio. Foto: Jeppe Lodberg
Daniel Hartvig (forrest) var med til EM i efteråret, men ikke til VM i forrige uge. Nu vil han gøre alt for at komme til OL i Rio. Foto: Jeppe Lodberg

Danmark har måske lige nu det stærkeste 4000 meter-hold i banecykling nogensinde. Det vurderer i hvert fald Ringsted-drengen Daniel Hartvig, som er én af de vel nok i alt seks ryttere, der er i spil til de fire eftertragtede pladser.

Ved EM i slutningen af 2015 var Daniel Hartvig netop med på holdet, der sikrede sig bronze ved EM i Schweiz. Men ved VM i England for halvanden uge siden – hvor Danmark også fik bronze i 4000 meter holdforfølgelsesløb – var Hartvig blevet »bænket«.

Ind omkring holdet er nemlig kommet de to 18-årige kometer Frederik Rodenberg og Niklas Larsen. Førstnævnte kører i øvrigt for Team Roskilde Junior i denne sæson, mens sidstnævnte gjorde det sidste år.

– Der er virkelig rigtig mange gode ryttere omkring landsholdet lige nu, og konkurrencen er knivskarp. Men man skal ikke tage fejl: Jeg har som mit altoverskyggende mål at komme over til Brasilien og kører rundt på nogle brædder derovre (OL, red.) Det vil være kæmpe-stort.

Siger Daniel Hartvig, som dog lige nu må anses som lidt en underdog til at komme med:

– Jeg ved ikke, om der som sådan er en enkelt konkurrent, som jeg skal slås med om pladsen til OL. Vi er bare så mange, som er virkelig gode lige nu, og jeg forstår godt, hvis landstræneren har lidt hovedpine over at sætte holdet sammen.