Pizzamand havde regnet med 20.000 kroner – samlede ind for det tredobbelte

Tirsdag var der gang i bestillingerne hos Express Pizzeria i Ringsted, fordi pizzarestauranten havde valgt at donere hele dagens omsætning til nødhjælpsarbejdet i Tyrkiet.

Foto: Baris Güngördü

Han havde forventet at samle 20.000 kroner ind til nødhjælpsarbejdet i Tyrkiet, men da Baris Güngördü fra Express Pizzeria i går talte kassen op, lød beløbet på næsten 62.000 kroner.

– Jeg er meget overrasket over al den støtte, vi fik i går. Det gik fint, selvom vi havde travlt. Folk var tålmodige og glade, og det er bare skønt med opbakningen fra Ringsted, siger Baris Güngördü, der som følge af katastrofen i Tyrkiet og Syrien besluttede at donere hele tirsdagens omsætning til nødhjælpsarbejdet.

Katastrofen i Tyrkiet og Syrien

Et jordskælv målt til 7,8 ramte natten til mandag nær den tyrkiske by Gaziantep.

Omkring middag lokal tid blev Tyrkiet ramt af endnu et kraftigt jordskælv målt til 7,5.

Natten til tirsdag har endnu et skælv målt til 5,6 ramt det centrale Tyrkiet. Det oplyser det Seismologiske Center for Europa og Middelhavet, EMSC, skriver BBC.

Dødstallene er hæftet med stor usikkerhed, og det ventes at stige de kommende timer og dage, mens redningsarbejdet fortsætter.

Dødstallet vurderes onsdag formiddag til at være 8900 i Tyrkiet og Syrien.

Sender pengene videre i dag

I dag sender Baris Güngördü pengene videre til Dansk Tyrkisk Kulturcenter, som viderefordeler midlerne i form af tæpper og mad.

– Mine grandfætre er dernede og hjælper til, og de siger, at situationen er meget, meget forfærdeligt, og at man kan slet ikke forstå alvoren fra fjernsynet.

Baris Güngördü ejer pizzarestauranten Express Pizzeria på Sjællandsgade i Ringsted på 17. år. Foto: Nikolaj Kennov Rasmussen

Også frisøren Garage Barbershop i Ringsted har valgt at donere onsdagens omsætning til nødhjælpsarbejdet i Tyrkiet.