Ny bil-chef køber mursten

Foto: Bjørn Armbjørn, Niklas Majgaard

Autohuset Ringsted har fået ny ejer, og i november 2014 blev to afdelinger til én. Nu er det næste skridt i fornyelsen på vej – i form af et nyt 1.000 m2 stort showroom.

Den nye ejer, Michael Therkildsen, havde allerede to andre bilforretninger i form af Autohuset Glostrup og Kronborg Auto i Helsingør, inden han for 11 måneder siden blev ejer og direktør for Autohuset Ringsted.

En del af fornyelserne af Autohuset er et byggeprojekt. Snart vil de, der kører forbi bilforhandleren nemlig møde byggeri i stedet for sirligt polerede biler på stedet. Skoda har besluttet, at landets showrooms skal have en overhaling, og i Ringsted gav det bedre mening at bygge til end at ændre det nuværende, forklarer han:

– Det er kommet af at Skoda har bedt om nye rammer, men vi har også selv skubbet på, for vi vil gerne mere her i Ringsted.

Og når de 1.000 nye kvadratmeter senere på året står parat, vil man kunne se på biler i store, lyse lokaler, forklarer Michael Therkildsen.

Sammenlægningen af de to afdelinger er gået efter planen, mener han. Det skyldes, at det er meget vigtigt at fastholde det lokale kendskab:

– Den lokale genkendelse er virkelig vigtig ved bilhandel, så det er begrænset, hvor mange ting vi kan gøre fælles i de tre bilhuse. Der er forskelle – og det skal der være. Jeg må også sige, at det er helt naturligt at holde fast i det lokale, for når kunder kommer igen, er det vigtigt at genkendelsen er der, siger Michael Therkildsen.

– Naturligvis sker der lidt udskiftning, når to huse lægges sammen til ét, men næsten alle er fortsat. Der er 36-37 af de oprindelige 40 ansatte tilbage, fortæller han.

Læs mere i DAGBLADET.