
Tirsdag klokken 18.04 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Stensved ved Vordingborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil på Smålodsvej i Benløse ved Ringsted.
Manden blev desuden sigtet for kørsel uden førerret, idet han aldrig har erhvervet sig et kørekort.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, efter at en narkometertest indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen.
Varebilens ejer, en 43-årig kvinde fra Nykøbing F, blev efterfølgende sigtet for at have overladt føringen af varebilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører.