Meget usædvanligt: Uddød plante dukker op igen

Da Axel Frederik Møller en sensommerdag for fire år siden var på vej gennem Allindelille Fredskov nord for Ringsted, fik han øje på noget helt usædvanligt - en lille gruppe storblomstrende øjentrøst.

Han troede først, at det var en af de mere almindelige øjentrøst-arter, men dem han så, havde usædvanligt store blomster og lange kirtelhår. Det ledte tanken hen på kalk-øjentrøst, som har været uddød i Danmark i 60 år.

Da det er en frøplante, og da der kun var tre af slagsen, turde Axel Frederik Møller ikke plukke den. Den skulle gerne have mulighed for at smide frø og komme igen næste år.

En lang proces

At der skulle gå fire år, før det nu endeligt er fastslået, at det er den uddøde kalk-øjentrøst skyldes, at artsbestemmelsen af denne plante ikke altid er lige til.

Man ville gerne være helt sikker på, at det usædvanlige fund også var kalk øjentrøst. Derfor har den været omkring forskere og eksperter både herhjemme og i udlandet.

Først for to år siden var der planter nok til, at en forsker på Københavns Universitet gravede én op og undersøgte den.

- Det er første gang, det er sket, at en art, fra den er erklæret helt uddø, er fundet igen og er begyndt at sprede sig, fortæller Axel Frederik Møller.

En solstrålehistorie

Han betegner det som en rigtig solstrålehistorie, fordi den danske rødliste over truede plante-, svampe- og dyrearter er blevet længere, og flere og flere plantearter forsvinder.

Desuden er det ikke set før, at en art, der har været forsvundet i 60 år, pludselig dukker op igen. Kalk-øjentrøst blev set sidste gang for 60 år siden ved Århus, og det er 80 år siden, den voksede i Allindelille Fredskov.

Derfor forekom det ret usandsynligt, at den ville dukke op igen.

Plejegruppe har knoklet

Når en ellers uddød plante nu er dukket op i Allindelille Fredskov, så skyldes det blandt andet, at en plejegruppe af frivillige fra Danmarks Naturfredningsforening, lokale foreninger og borgergrupper arbejder at få den unikke natur tilbage, som der var her for 150 år siden.

Det har den gjort i snart ti år, siden Danmarks Naturfredningsforening købte området og gav det til Danmarks Naturfond med det formål at få områdets natur på fode igen.

Axel Frederik Møller er en af de frivillige i plejegruppen, og han var på vej hjem fra naturpleje, da han fik øje på kalk-øjentrøst.

- Jeg er ret interesseret i planter, siger Axel Frederik Møller, der faktisk også arbejder med planter i det daglige, idet han er biolog.

En smuk plante

Kalk-øjentrøst vokser på lysåbne skovenge på kalkholdig jord. Den blomstrer fra midten af juli og i august og september.

- Den er smuk, hvis man ser den i virkeligheden. Den er lille 20-30 cm høj, den er meget smuk, når den står i sensommervegetation, fastslår Axel Frederik Møller.

- Det var meget stort, da vi fandt den. Vi følger udviklingen i skoven, for at registrere om det nytter, det vi gør, siger Axel Frederik Møller.

Det er fundet af kalk-øjentrøst et bevis på, at det gør.

Årsagen til, at skovens vegetation begyndte at ændre sig for 150 år var, at det blev besluttet at plante alle lysåbne enge til. Det gjorde man med nåletræer. Desuden blev der drænet. Det medførte, at de næringsfattige lysninger i skoven forsvandt.

Kalkholdigt område

Når Allindelille Fredskov er unik, skyldes det, at den ligger på meget kalkholdig jord, hvor sjældne planter kan gro.

Nåletræerne i skoven medførte, at der kom et muldlag. Dette muldlag har plejegruppen fjernet og lavet høslet for at trække næringen ud af jorden. Det har genskabt det naturlige miljø. Derfor er den sjældne plante blevet vækket til live igen.

Det er ikke den eneste solstrålehistorie fra Allindelille Fredskov. Den meget sjældne orkidé flueblomsten, der for nogle år tilbage kun fandtes i skoven i ganske få eksemplarer, vokser nu i langt større antal og flere steder i skoven.

Kalk-øjentrøst, der formodes at have været uddød i Danmark og ikke er set i 60 år, er nu begyndt at vokse i Allindelille Fredskov. Foto: Jimmy Lassen

De lange kirtelhår ses tydeligt på kalk-øjentrøst. Foto: Jimmy Lassen