Kvinde snydt af falsk betjent: Narret til at overføre stort beløb

En kvinde lod sig overtale til at overføre stort pengebeløb til falsk betjent.

En 72-årig kvinde fra Ringsted er blevet snydt af en mand, der har udgivet sig for at være fra politiet.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Natten til torsdag klokken 00.31 kom der således en anmeldelse om, at en 72-årig kvinde fra Ringsted var blevet kontaktet telefonisk af en mand, der oplyste, at han var kriminalassistent.

Han bad kvinden overføre sine penge til to forskellige andre konti, da der var konstateret forsøg på at optage et lån i kvindens navn.

Den 72-årige ville så få pengene tilbage seks timer senere. Kvinden lod sig overtale til at overføre cirka 200.000 kroner til den ukendte mand.

Lignende episode

Episoden kommer blot to døgn efter en næsten jævnaldrende kvinde fra Ringsted modtog et lignende opkald fra en mand, der ringede med politiets velkendte nummer, 1448, som de sidste cifre i telefonnummeret.

Her præsenterede en fremmed mand sig som værende ansat ved IT-afdelingen hos Fredericia Politi, ligesom manden havde oplyst et navn og et politiidentifikationsnummer.

Årsagen til henvendelsen var oprettelsen af et ekspreslån i den i det tilfælde 70-årige kvindes navn, hvorfor den falske politimand gerne ville have nogle yderligere oplysninger til brug i sagen.

Den 70-årige kvinde havde ikke givet nogen personlige oplysninger til manden, da hun var særdeles skeptisk over for ham, så telefonsamtalen sluttede, uden at hun havde lidt et økonomisk tab trods et forsøg.

Opfordring fra politiet

Politiet advarer generelt mod, at man udleverer personlige informationer eller bankoplysninger over telefonen.

“Hverken banken eller politiet kontakter nogensinde borgerne på den måde. Svindlerne er meget veltalende og udnytter typisk den forvirring, der opstår, når de ringer og påstår, at ens penge er i fare for at blive stjålet her og nu,” skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet opfordrer desuden til, at folk snakker med deres ældre pårørende om risikoen for at blive svindlet.

Foto: Kenn Thomsen