Hvis man kontakter DAGBLADET Ringsted fremover, er sandsynligheden for at fange en vaskeægte nordjyde utrolig stor.
Kamilla Sørensen stammer nemlig oprindeligt fra Hobro, før hun flyttede til København og endelig Lejre by. Her bor hun i dag i bofællesskab med sin kæreste Ebbe og deres datter Solvej på ti måneder, når hun ikke er ny journalist på DAGBLADETs redaktion i Ringsted.
Men som hun siger med et grin:
– Selvom jeg bor og nu også arbejder på Midtsjælland, tror min far stadig, at det er en del af København.
Litterært anlagt
Egentlig er hun ikke journalist af uddannelse. Først gik vejen nemlig forbi Københavns Universitet, hvorfra hun er cand.mag. i Litteraturvidenskab.
– Det var lidt drømmen om at komme til København og prøve noget nyt, selvom jeg udmærket vidste, at det ikke skulle være for livet, siger Kamilla Sørensen, der altid har læst enormt mange bøger og derfor anså Litteraturvidenskab som oplagt afløb for den litterære interesse.
Kamilla Sørensen
- Født på landet udenfor Hobro i 1992.
- Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
- Har tidligere arbejdet som klipper og tekstforfatter på B.T. samt som redaktionssekretær på Sjællandske Mediers centralredaktion i Ringsted.
- Bor i Lejre med sin kæreste og datter Solvej på ti måneder.
Det var først, da Kamilla Sørensen kom i praktik på produktionsselskabet Koncern TV og senere dagbladet B.T., at hun fik øjnene op for journalistikken.
– Jeg havde nogle undervisnings- og museumsjob, men jeg har altid set enormt meget tv og har en forkærlighed for dokumentargenren, så da jeg fandt ud af, at man rent faktisk kunne leve af at fortælle andres historier, sagde jeg jobbene op for at gå en anden retning, siger Kamilla Sørensen, der mest lavede videoarbejde på B.T., hvor hun supplerede webartikler med korte videoer.
– Det var fedt, for jeg kan godt lide at gemme mig bag kameraet og træde tilbage for at give historierne liv.
Første som skrivende
Jobbet som journalist på DAGBLADET Ringsted er hendes første som skrivende. Hun er dog ikke helt uvant på redaktionerne i Ringsted, hvor hun tidligere har været ansat som redaktionssekretær.
– Jeg synes, der er en dejlig stemning i Ringsted, der er lidt mindre tempofyldt, end det jeg kender fra København, siger Kamilla Sørensen, der har som mål at dykke ned i kulturens lokale verden.
Men som hun slår fast:
– Jeg glæder mig til at komme i dybden med hele lokalområdet og alle historierne på DAGBLADET.