Historisk roman med nutidigt sigte

Foto: Dan Qvitzau

Den 23. oktober er forfatteren Maria Helleberg aktuel med den historiske roman Thomasines frihed. Bogen handler om guldalderens Thomasine Gyllembourg – der var gift med Peter Andreas (P.A.) Heiberg – og mor til Ludvig Heiberg.

Thomasine og Carl Gyllembourg boede på gården Ruhedal i Ringsted i fire år, inden de flyttede tilbage til hovedstaden, så romanen aktualiserer familiens tilstedeværelse i lokalområdet.

Romanen debatterer desuden – i lyset af Peter Andreas Heibergs landsforvisning, og ægteparrets skilsmisse – den moderne kærlighed og familien i dag. Man kan læse om de helt store temaer som ytringsfrihed/trykkefrihed, familierelationer, kvindefrigørelsen og kærlighedens præmisser. Og ikke mindst hvordan lokale historiske sites bliver genoplivet i litteraturen.

Thomasine Gyllembourg var en af guldalderens banebrydende forfattere. En stærk og uafhængig kvinde, som gik imod konventionerne og havde modet til at vælge sin egen vej.

Alt havde og har sin pris: Friheden, kunsten, kærligheden. Thomasine giftede sig med sin lærer, Peter Andreas Heiberg, og fik sin eneste søn Johan Ludvig. Peter Andreas Heiberg var hendes menneskelige ideal, men de fandt ikke hinanden i ægteskabet.

Peter Andreas Heiberg var republikaner, ateist – og kæmpede polemisk imod alle autoriteter. Han landsforvistes og mistede alt: Sit sprog, sit publikum, sit teater. Og til sidst også kone og barn, for Thomasine giftede sig med den mand, hun havde forelsket sig i, den svenske adelsmand Carl Gyllemborg.

Thomasines Frihed udkommer på forlaget Samleren, og den er på 320 sider.