1 ton og 272 kilo.
Så meget skrald samlede elever fra Campusskolen og Vigersted tirsdag og onsdag i denne uge, hvor der var skrald på skoleskemaet.
Det er Ringsted Ungdomsskole, der havde arrangeret skraldedagene, hvor elever fra udskolingsklasserne fandt alt lige fra et ødelagt busstopskilt i en busk over meterlange kobberrør til et væld af plastik som f.eks. sodavandsflasker.
Præmier til bedste skraldere
Eleverne kunne vinde et gavekort til en tur for hele klassen ved Haraldsted sø og skov, hvor de sammen med Ringsted Ungdomsskole kunne lære at stå på paddleboard, ro i kano og cykle mountainbikes.

Og præmien indgød kun mere motivation hos de unge skraldere, der gik på jagt i området omkring skolerne.
– De har kravlet rundt i buske og hække for at finde så meget skrald som muligt, og det er imponerende nok i sig selv. Jeg håber dog også, at det ikke bare bliver ved konkurrenceelementet, men rent faktisk er noget, eleverne tager med sig videre, siger György Bihari, tovholder på skraldeprojektet fra Ringsted Ungdomsskole.
Han slår fast:
– Det skal helst være sådan, at eleverne synes, det er så klamt, at de tænker, at de i hvert fald selv vil svine ved at smide affald her og der og allevegne.
Slog ikke rekord
Sidste år samlede udskolingsklasserne fra Campusskolen og Byskovskolen i Ringsted over et ton skrald i nærmiljøet på to dage.
Her fandt elever alt lige fra plastikflasker anno 2006 over toiletter til bordfoldbold og satte samtidig rekord på vægtstangen i forhold til tidligere skraldeindsamlinger.
Den store skraldedag
Affaldsindsamlingen er Danmarks Naturfredningsforenings årlige indsamling af affald og har været afholdt siden 2006.
Årets affaldsindsamling varer hele denne uge. I hverdagene har flere end 164.000 børn fra skoler og dagtilbud deltaget i indsamlingen.
Affaldsugen kulminerer søndag 26. marts med 1.200 lokale indsamlinger i hele landet.
På www.affaldsindsamlingen.dk kan man finde offentlige indsamlinger i hele landet, herunder i Ringsted.
At der ikke blev samlet ligeså meget ind i år, skyldes udelukkende, at indsamlingen denne gang foregik på landet, mener György Bihari. På den bynære Campusskolen blev der tirsdag samlet over et ton ind, mens Vigersted Skole i landsbyen nordøst for Ringsted bare stod for 272 kilo.
– Som jeg fik påpeget overfor de unge mennesker, er det nok, fordi det var på landet, og det blev mødt af et kæmpe jubelråb, siger György Bihari.
Optakt til store skraldedag
Den lokale indsamling på skolerne fungerer som optakt til den landsdækkende skraldeindsamling på søndag den 26. marts, der er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening. Her er det alle lige fra helt almindelige borgere over foreninger og organisationer til firmaer, der kan melde sig på banen.

Ifølge György Bihari fra Ringsted Ungdomsskole er skraldeindsamlingen med til at løfte elevernes blik for, hvad man selv kan gøre i det små i kampen for at redde klimaet.
– Det er så let bare at sige, at man er ligeglad, så hatten af for de unge her, der går til opgaven med store smil og godt humør.