Med udsigten til to udekampe i træk denne weekend mod Sunds var det noget presset Benløse-hold, der drog mod Herning-kanten. Lørdag eftermiddag stod den første af muligvis fem DM-semifinaler på programmet, og helt som ventet endte det i en gyser af rang.
Og den endte med, at Benløse vandt 5-4 med Malthe Stuckert som matchvinder i seks minutter og 30 sekunders overtid i 4. periode.
De tre første og ordinære endte 4-4, efter at Benløse havde været foran 1-0, 3-1 og 4-3.
Jonas Gylling indledte med at score til 1-0 for Benløse.
Efter 1-1 scorede Nikolaj Brixager til 2-1 og Mathias de Fries til 3-1. Sunds svarede igen til 3-3 12 minutter inde i 3. periode, og så blev det endnu mere tæt.
Nicolai Børner sendte 4-3 ind for Benløse med to minutter igen, og bedst som Benløse var ved at sikre 4-3, scorede hjemmeholdet til 4-4 med blot otte sekunder igen.
Derfor måtte der ekstra tid til, og her blev talentfulde Malthe Stuckert altså matchvinder.
Søndag eftermiddag gælder det den anden kamp i Sunds, og så har Benløse to hjemmekampe næste weekend, hvis kamp fire altså skal i spil.
Foreløbig må 1-0 i semifinale-serien siges at være den bedst tænkelige start for Benløse, der overnatter på DBU Hotel i Tilst ved Århus.
– Det var en tæt og velspillet kamp fra begge hold med god intensitet og fight. Jeg synes, vi dominerede og havde overtaget, hvor de mener, at vi var heldige. Sådan er der to billeder af samme kamp. Det vigtigste for os er, at vi selv kan afgøre det, siger træner David de Fries.
Benløse kørte på med tre kæder det meste af kampen mod Sunds to, og på den måde blev Sunds mørnet over tid.
Desværre for Benløse blev David Mathiasen skadet og er tvivlsom til søndagens kamp, hvor det er helt sikkert, at Nicolai Børner ikke deltager, da er hjemme til eget barns dåb.