Fastelavn for de mindste

Fastelavn for de mindste

Udklædte børn nyder indholdet fra fastelavnstønden.

Ringsted: En drage, tre dalmatinere, en kat sidder på rad og række i Ringsted Kulturhus og guffer slik i sig. Bag udklædningerne gemmer der sig børn fra lokalforeningen HJEM, der er tilfastelavnsfest i Ringsted Kulturhus.

Omkring 15 børn samt forældre hygger sig sammen efter Hugo har slået fastelavnstønden ned og er blevet kattekonge.

HJEM er en organisation for forældre, der passer deres børn hjemme samt deres børn, og har til formål at tilbyde en legestue for hjemmepassede børn og deres familie. Her kan både børn og voksne få et netværk.

Fastelavnstønden var lavet af pap, for børnene er ikke så store, så en trætønde ville være for svær at få ned. Kattekongen Hugo er ikke fyldt to endnu, men det gør han om få dage.

HJEM Ringsted er en meget aktiv afdeling af den landsdækkende organisation af samme navn. Her er aktiviteter fast hver mandag, tirsdag, onsdag og fredag. Torsdag sker der normalt ikke noget, men i sidste uge var der fastelavnsfest.

– Vi laver noget løbende og sæsonmæssigt, når der sker noget, så de ikke går glip af noget, siger Malene Øland Wagner, som er kontaktperson for HJEM Ringsted.

De faste aktiviteter foregår forskellige steder. Mandag er der kreaværksted i Birkely i Vetterslev, tirsdag er der sanglege på biblioteket, onsdag er der gymnastik og fredag er der madlavning i Ringsted Kulturhus. Der er lidt egenbetaling til madlavningen, men ellers koster aktiviteterne ikke noget.

På HJEM Ringsteds Facebookgruppe kan man se, hvad der sker her i kommunen.

HJEM Ringsted gør en indsats for at nå ud til alle forældre til små børn, og er lige på trapperne med en pjece. De har indledt et samarbejde med sundhedsplejerskerne i kommunen om at udlevere pjecen til forældre.

– Vi har fundet mange samarbejdspartnere. Det glæder vi os rigtig meget til at gå i luften med, siger Malene Øland Wagner.

Kattekongen Hugo, klædt ud som drage, nyder indholdet af sin slikpose sammen med en flok dalmatinere, en rigtig kattedronning og en dinosaur. Foto: Bodil Pinholt