Regionsråd afviser at bevare Store Bededag

Flertal i Region Sjællands regionsråd vil ikke undersøge, hvad det koster at bevare Store Bededag. København og Slagelse er dog gået videre.

I flere kommuner og nu også Region Sjælland har lokalpolitikere forsøgt at bevare Store Bededag lokalt.

Foto: Thomas Olsen

Et forslag fra Dansk Folkeparti om at få undersøgt, hvad det vil koste at bevare bevare Store Bededag som fridag for Region Sjællands cirka 20.000 ansatte er blevet afvist af regionsrådet i regionen.

– Store bededag er en del af dansk kultur og historie. Vi taler meget om, at vi gerne vil give vores ansatte i regionen bedre arbejdsforhold og bedre kunne rekruttere. Det mener vi kan gøres gennem en ekstra fridag, siger Jan Herskov, regionsrådsmedlem for Dansk Folkeparti.

Jan Herskov, DF.

Hans ønske blev bakket op af SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, mens Socialdemokratiet, DE Radikale, Venstre og De Konservative stemte imod.

Flere steder har lokalpolitikere, navnlig fra Dansk Folkeparti, stillet forslag om at få undersøgt muligheden for, hvad det vil koste at bevare Store Bededag lokalt.

Eksempelvis har forslaget fået opbakning i Københavns og i Slagelse Kommuner, men er blevet afvist i eksempelvis Halsnæs, Stevns og Guldborgsund.

I sidstnævnte Kommune blev forslaget afvist med stemmer fra Dansk Folkeparti.