Ferieaktiv: Udgrav et skelet, vær kreativ eller gå en tur i naturen

Efterårsferie: Rudersdal byder på masser af oplevelser for både børn og deres voksne, vi præsenterer et udvalg.

Rudersdal: Hvis det er småt med kartoffelmarker i lokalområdet, så er der heldigvis mange andre muligheder for at få ferieugen til at foregå andre steder end foran skærmen.

Rudersdal Museer lover sjove aktiviteter på både Vedbækfundene og Mothsgården. Hos sidstnævnte kan man hjælpe kongen med at finde alle kronhjortene, der måske har gemt sig i Mothsgårdens have. En titel som Hofjægermester venter.

Man kan også risikere at få en af fortidens farlige sygdomme på børnesporet til udstillingen ’Pestilens’, eller prøve at gætte sygdommen bag quizzen ’Syge hoveder’.

Åbningstid frem til søndag kl. 11 til 16.

Skeletter og tegn

Pressefoto fra Vedbæk Fundene d678ebae-c638-4a05-9766-4ef7ce11558c

På Vedbækfundene ved Gl. Holtegaard kan man være med til at udgrave skeletter. Bare rolig, de er ikke helt ægte, men begravet til lejligheden i en sandkasse, som skal graves ud med graveskeer og pensler. Ligesom de rigtige arkæologer gør det.

Vedbækfundene byder også på en tegnekonkurrence. Tegn en knogle eller et af skeletterne i udstillingen og deltag i konkurrencen om en pose med stenalderdyr. Den heldige vinder bliver fundet søndag klokken 17, hvor der bliver trukket lod blandt alle deltagerne.

Vedbækfundene har åben tirsdag-fredag kl. 12-16, lørdag og søndag kl. 12-17.

I forbindelse med den nuværende udstilling på Gl. Holtegaard, Mécanique Moderne, er der i kunsthallens åbningstid et kreativt værksted. Værkstedet byder på metalskruer, møtrikker, træklodser og alverdens dimser i former og farver, der kan limes sammen til fantasifulde skulpturer.

Man kan finde opgaver i værkstedet, der knytter sig til udstillingen og få en anderledes kunstoplevelse. Børn benytter værkstedet sammen med en voksen.

Tirsdag – søndag: 12-17 Torsdag: 12-20

Halloween i fokus

I efterårsferien får børnene (7-10 år) mulighed for at udfolde sig kreativt på Rudersdal Billedskole i Kulturcenter Mariehøj. Der er masker, figurer, maleri, tegning, illustration eller tegneserie på programmet, så deltagerne bliver klar til at fejre Halloween i slutningen af måneden.

Der er plads til 12 deltagere, der kommer til efter først-til-mølle-princippet med tilmelding til billedskolen@rudersdal.dk

Mandag 18. oktober til og med torsdag 21. oktober kl. 10.00 – 14.00

Fra filmen ‘Forsvundet til Halloween. Foto: Copenhagen Bombay PR d678ebae-c638-4a05-9766-4ef7ce11558c

Forsvundet til Halloween

Efterårets danske familiefilm i biografen er Forsvundet til Halloween, der går i Birkerød Bio.

Søskendeparret Asger og Petra skal traditionen tro holde halloween sammen med deres nabo Esther. Men dette år er alting anderledes, end det plejer. Asger og Petra har for nyligt mistet deres far, og det er nu første halloween uden ham. Da Petra pludselig forsvinder sporløst, må Asger og Esther stå sammen om at finde den forsvundne lillesøster.

Rolle eller rute

Har man tålmodighed til på lørdag arrangerer Rollespilsfabrikken Juniorrollespil i Rude Skov for de cirka 8-13-årige.

Alle i skoven bliver delt ind i store hold, som hver har en voksen holdleder, der sørger for at alle har det sjovt, forstår dagens historie, og holder samling på gruppen. Man kan både låne sværd og et simpelt kostume.

Det foregår kl. 11.00-15.30 og der er tilmelding på dagen. Mødested er p-pladsen ved Femsølyng, Hørsholm Kongevej. Husk madpakke. Forældre er velkomne til at spille med. Læs mere rollespilsfabrikken.dk.

Juniorrollespil i Rude Skov d678ebae-c638-4a05-9766-4ef7ce11558c

Man kan også bare gå en tur i skoven. 'Find vej’ er et sundt og gratis tilbud om en anderledes tur i skoven, parken eller byen. I Rudersdal kan man finde flere 'Find vej-ruter' via oplev.rudersdal.dk

Man begynder med at downloade et kort – og så er det på jagt efter posterne. Der kan vælges forskellige længder og sværhedsgrader, man bestemmer selv tempoet. 'Find vej' er til hurtigløbere, stavgængere og familier med klapvogn. Mange steder finder man også tilbud om natur- og kulturformidling i forbindelse med posterne. Det kan for eksempel være en quiz.

I Rudersdal er 'Find vej' et samarbejde med de lokale orienteringsklubber – OK Øst Birkerød og Søllerød OK, der hver står bag fire ruter. Henholdsvis ruterne Næbbegård Plantage – Isterød, Bistrup Hegn, Birkerød By, Rude Skov Nord og Søllerød By/Kirkeskoven, Raadvad, Rude Skov, Ravneholm.

fsp