Der er en første gang for alting efter corona. Også Vig Sommermarked. Torsdag den 4. august kan man atter gøre en god handel og snuse rundt blandt de mange spændende boder og slå en sludder af med kræmmerne. Og spændingen er stor inden åbningen.
– Det er meget spændende at se, hvordan det spænder af. Vi har ikke haft det der store tredages marked i snart tre år, og det er umuligt at sige, hvordan det bliver at komme tilbage, siger Jørgen Preuss, som står for Vig Sommermarked.
En uge før markedets start er der stadig ledige stadepladser, men Jørgen Preuss er fortrøstningsfuld. Hver dag byder på nye tilmeldinger fra kræmmere, og han tror på, der nok skal blive fyldt godt op.
– Jeg tror måske, folk bruger lidt færre penge nu. Men det er svært for os at vurdere. Vi har et håb om, at det overordnet set bliver et helt fantastisk marked efter et par år uden, men vi ved det jo ikke, siger han.
I hvert fald er programmet spækket med tivoli og underholdning. Torsdag er det Jersey Jazzmen, der åbner ballet med at spille i markedsteltet fra 19 til 22. Fredag klokken 12 åbner så markedspladsen og tivoli, og om aftenen spiller selveste Kandis i markedsteltet. Lørdag morgen er der gratis morgenkaffe og rundstykker, markedog tivoli hele dagen, og om aftenen kan man skråle med på alle de gode gamle hits fra Flemming Bamse Jørgensen, når Stig Rossen og vennerne står for det musikalske. Søndag er der stort sildebord fra klokken 11.30 og børneunderholdning klokken 13.30, inden alle festlighederne slutter klokken 16, og Vig Sommermarked siger tak for denne gang.
– Jeg har hørt, at man har ikke problemer, det er bare udfordringer, der skal løses. Det er bedst at se positivt på det, siger Jørgen Preuss, der har nok at se til her lige før showtime.
Der bliver dog tid til at skæve til vejrudsigten en gang imellem, for vejrguderne har rigtig meget at skulle have sagt, når det gælder Vig Sommermarkes succes. Det allerbedste er 20-21 grader og let overskyet, for så strømmer folk på marked og hverken til stranden eller kryber sammen derhjemme.
– Men det er en af de ting, vi må erkende, vi ikke kan styre. Hvor gerne vi end ville, har vi overhovedet ingen indflydelse på det, siger han, inden han iler videre for at få alting klart til tiden.