Vi er meget beærede

Vækstprisen: En lokal pris betyder noget lokalt. Den viser medarbejdere og leverandører, at her er en virksomhed, som investerer i fremtiden, siger Benny Smith, direktør i Poul Johansens Maskinfabrik.

Lokal pris er også noget værd: Poul Johansens Maskinfabrik er nomineret til Vækstprisen
Foto: Pipaluk Balslev

Fårevejle: -Det betyder virkelig noget at blive anerkendt, og det kan være med til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Så vi er meget beærede over at være nominerede også til en lokal Vækstpris, siger Benny Smith, direktør i Poul Johansens Maskinfabrik, som fik en Gazellepris fornylig.

– Den er også baseret på de seneste fire års vækst. Det er også derfor vi bygger ud og gør ved. Det er jo et udtryk for fremgang – vi har øget vores medarbejdere med næsten 30 procent, siger han.

Nomineringen er allerede brugt i virksomhedens markedsføring på LinkedIn, så den kan bekræfte kunder og leverandører i, at Poul Johansens Maskinfabrik er et interessant sted. Og skulle man gå hen at vinde, vil det helt sikkert også være noget, man har tænkt sig at slå på fremover.

– Det er svært at veksle en så lokal pris til konkret forretning. Vores kunder er jo Novo og Lego og andre store aktører. Men det betyder noget overfor blandt andet leverandørerne og medarbejderne. Det er helt sikkert noget, vi er stolte af og meget beærede over, siger Benny Smith.

Direktør Benny Smith på Poul Johansen Maskinfabrik står i spidsen for en hvirvlende vækst de senere år. Foto: Per Jensen