Vejsikkerhed til debat efter trafikdrab

En et-årig dreng mistede på tragisk vis sin 28-årige mor, da hun blev trafikdræbt på Rødhøj ved Asnæs sidste fredag. Efter ulykken har den lille dreng først været indlagt på Holbæk Sygehus til behandling for brud, men efterfølgende er han, ifølge politiet, blevet overflyttet til Rigshospitalet for at kunne være samme med sin far, der også blev kvæstet ved ulykken.

Ifølge politiet er faren ikke alvorligt kvæstet, men han står, ifølge lægerne, ikke lige for en udskrivelse.

Når bilinspektøren har afleveret sin rapport om uheldet vil politiet kantakte vejens ejer, der er Odsherred Kommune, som så skal vurdere om ulykken giver anledning til at foretage ændringer i vejens beskaffenhed.

Hos Odsherred Kommune fortæller centerchef Kirsten Gyalokay, at de er i løbende dialog med politiet.

»Derefter vil vi vurdere om der er noget trafiksikkerhedsmæssigt vi skal ændre, og er det noget mere omfattende, så vil vi bringe sagen til politisk beslutning,« siger hun til dagbladet Nordvestnyt.