TFC Odsherred spillede sig over stregen

Fodbold: TFC Odsherred fik en rullende sæsonstart med vigtig hjemmesejr over B. 73 fra Slagelse.

TFC Odsherred i serie 1 vandt sæsonpremieren på egen bane over B. 73 fra Slagelse søndag eftermiddag.

Foto: Mie Neel

Det er muligt, de ikke spillede så englene sang, men mindre kunne også gøre det, da TFC Odsherred i fodboldens serie 1 fik en fin start på forårssæsonen med en hjemmesejr på 2-1over B. 73 fra Slagelse

For selv om spillet måske ind imellem virkede lidt nervøst og usammenhængende, så fejlede hjemmeholdets hårde arbejde ikke noget, og med den smalle sejr spillede oprykkerne sig op over nedrykningsstregen.

– Det er en de sejre , der er vildt gode og sjove efter en lang opstart, og det er jo helt afgørende, at vi vandt, lød det med et lettelsens suk fra TFC Odsherreds cheftræner Kim Rasmussen oven på sæsonpremieren på kunstgræs-banen i Vig.

Det var fra starten hjemmeholdet, der svingede taktstokken og kom frem til tre store chancer i løbet af det første kvarter.

De to første brænde den fodrappe og teknisk dygtige angriber Tayyip Yurdakul på det skammeligste, men tredje gang valgte han smart at spille på tværs til rutinerede Mads Vilken som i to forsøg bragte sit hold foran.

Efterfølgende fortsatte TFC det angrebslystne spil, og et par chancer i X-large fulgte, men hverken Mads Vilken eller Jannik Lorentzen havde heldet med sig.

Der var muligheder nok til en tidlig afgørelse, men i stedet løb hjemmeholdet ind i et par advarsler til først Nicolai hHalling og lidt senere til Mads Vilken. Og i overtal kom Slagelse-holdet til et par store muligheder, som dog blev afværget.

Men gæsterne havde fået blod på tanden, og straks i anden halvleg kom udligningen, da forsvarsspiller Daniel Pedersen nedlagde Slagelses klogt spillende Patrick Lynge i feltet, og Lynge scorede selv sikkert fra pletten.

Udligningen gav måske B.73, Slagelse et kortvarigt momentum, men ret hurtig fandt hjemmeholdet tilbage i den dominerede rolle.

Meget velspillende Tayyip Yurdakul nåede midtvejs i halvlegen ikke rettidigt frem til Mads Vilkens indlæg, men i slutningen af den ordinære spilletid, satte Yurdaku højtempo på højrekanten, skar ind i feltet, hvor han blev nedlagt.

På straffesparket scorede TFC-debutant Nikolaj Hansen så sejrsmålet i en noget rodet kamp, hvor hjemmeholdet kæmpede sig bravt til sæsonens fjerde sejr – og et lille hop opad i tabellen.

– Jeg synes egentlig vi spillede dårligere end jeg havde håbet på. Det så faktisk bedre ud i træningskampene. Men som i efteråret skabte vi jo millioner af chancer, jeg talte i hvert fald seks af slagsen. Og med advarsler og et par skader blev det lidt rodet. Men vi er over stregen, lød det med tilfredshed i stemmen fra cheftræner Rasmussen oven på halvsæsonens første kamp.

TFC Odsherred spiller næste runde lørdag, hvor Høng tager imod.