Talentpris for dejlig melankoli

Projektet We at Sea, alias Rebekka Søndergaard Mortensen, får Talentpris 2015. PR-foto
Projektet We at Sea, alias Rebekka Søndergaard Mortensen, får Talentpris 2015. PR-foto

Sanger og sangskriver Rebekka Søndergaard Mortensen, der i sit EP-aktuelle soloprojekt kalder sig We at Sea, er af dommerne udpeget til at modtage Vig Festival og Den Rytmiske Højskoles Talentpris 2015, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Der var 26 ansøgere til talentprisen, og dommerne faldt for Rebekka Søndergaard Mortensens interessante stemme, originale lyd, dejlige melodier og melankoli, oplyser Rasmus Grosell, souschef på Den Rytmiske Højskole i Jyderup ved Vig.

Talentpris 2015 markeres med en seance på Den Rytmiske Højskole på Spil Dansk-dagen, torsdag den 29. oktober kl. 19.30.

Efter prisoverrækkelsen giver album-aktuelle Julie Maria koncert.

Alle interesserede er velkomne, og der er gratis adgang til både prisuddeling og koncert.