Storby? Ellers tak

Privatfoto

På fredag fejrer boghandleren i Asnæs Centret, Sven Madsen, med en reception, at det er 50 år siden, han kom til Asnæs.

Hans firma, som nu til dags har sønnen Rasmus og svigerdatteren Mette som drivkræfter, har i øvrigt også Bog & idé i Nykøbing samt de to tilsvarende i Holbæk - og for den sags skyld også 18 andre boghandler. Men det er en anden historie, som den årvågne bruger af Sjællandske Nyheders produkter vil vide, blev fortalt i Ugeavisen Odsherred onsdag den 22. maj.

Hvorom alting er, så er der også en lovprisning af Odsherred i det flotte jubilæum - måske lidt skjult, men vi tager det hele med!

Sven Madsen, som er født og opvokset i Hørve, valgte ganske enkelt storbyen fra og fødeegnen Odsherred til, selv om han ellers boede i hippietidens hotte København i nogle år efter at have været soldat.

Som han fortæller til Sjællandske Nyheder:

- Jeg var tit hjemme i Hørve, når jeg kunne komme til det, for det der storbyliv passede mig ikke rigtigt. Her mødte jeg en dag Lajla, og så vidste jeg, at jeg skulle flytte tilbage igen. Vi købte hus i Hørve, og jeg fik job som førstemand i Asnæs Boghandel, der lå i Hovedgaden. Det var i 1974.

Sven og Lajla Madsen bor i dag i Høve og kan fejre guldbryllup til næste år. Hvor er Odsherred - og kærligheden - dog bare dejlig.

Fredag den 31. maj fra klokken 14 til 17 fejrer Sven Madsen, det er 50 år siden, han kom til Asnæs. Det sker ved en reception i Bog & idé i Asnæs Centret, hvor der både lokkes med et lille glas, et møde med Madsen selv og enkelte ekstragode jubilæumstilbud. Privatfoto