Så røg knallerten

Knallerten havde sprit på tanken
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Grevinge: Søndag eftermiddag stoppede en patrulje en 70-årig mand fra lokalområdet, da han kom kørende ad Hovedgaden på en lille knallert.

Den 70-årige viste sig at have fået inddraget sin førerret til knallert, da han havde kørt gentagne gange med for høj promille. Ved dagens kontrol viste en test med alkometeret, at den var gal igen.

Promillen var højere end tilladt, så han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Knallerten blev beslaglagt med henblik på konfiskation grundet de mange sager han havde.

Den 70-årige accepterede beslaglæggelsen og blev løsladt efter blodprøveudtagelsen. Han vil senere få besked om sagen videre gang, når sagen skal afgøres, og retten skal tage stilling til, om knallerten kan endeligt konfiskeres.