
Sidste år var Drauget, der arrangerer koncerter i Odsherred, nomineret og tæt på en Danish Music Award som bedste folk-spillested – måske kostede en fejl i publikums-afstemningen, hvor foreningen stod omtalt som Aksen i Asnæs, sejren. Nu håber Drauget, at det i år lykkes at snuppe award'en.
Musikforeningen er igen indstillet og håber at blive nomineret igen, skriver dagbladet Nordvestnyt.
I modsætning til sidste år, hvor afstemningen blev afgjort af publikum, består juryen, der nominerer seks spillesteder og senere vælger Årets Spillested, i år af musikere, som spiller på spillestederne.
Netop de udfarende musikere har et godt øje til Draugets indsats med at arrangere koncerter. To år i træk har Drauget modtaget Ildsjæleprisen for at holde liv i det brede, danske kulturliv. Foreningen for landets professionelle komponister og sangskrivere, Djbfa, står bag Ildsjæleprisen. Djbfa er også blandt de foreninger, der sammen med Folk Danmark står bag Danish Folk Award.
– Det vil være et stærkt signal, hvis vi får award'en i år – både til publikum og til de mennesker, der bevilger penge til os. Så rykker vi op i superligaen. Forhåbentlig tør kommunen så satse mere på os, siger Drauget-formand Anker Petersen til Nordvestnyt.