Malthe har tegnet logo til Hørve skole

Alle elever fra mellemtrinnet på Hørve skole var samlet i skolegården på Hørve skole torsdag morgen, for at være med til for første gang at hejse flaget med det nye logo, som i fremtiden skal være skolens kendetegn.

- Vi har vist logoet til folk i Kommunen, og de synes det er så flot. Vi er megaglade for det. Især fordi det er Malthe, som har tegnet det, sagde afdelingsleder Susanne Kerndrup, inden det nye flag strøg til tops på en i øvrigt stort set vindstille dag.

Malthe går i 5. klasse på Hørve skole, og var et af de godt 150 bidrag der blev indsendt sidste efterår, hvor skolen havde udskrevet en tegnekonkurrence for at finde frem til det nye logo.

- Alle på skolen og borgere i byen har været med til at stemme, og der var tæt løb, men Malthes logo fik flest stemmer, siger Susanne Kerndrup.

De indsendte forslag blev udstillet i skolens aula i november og december, hvorefter der blev afholdt en afstemning.

- Vi er selvfølgelig glade for alle de flotte logoer, vi fik, siger Susanne Kerndrup.

Selv om Malthe var dagens helt i skolegården, brød han sig ikke om den megen opmærksomhed. Han ville ikke være med til, at hejse flaget.

- Jeg har jo bare tegnet nogle børn foran en legeplads. Jeg plejer ikke at tegne så meget, men mine kammerater synes det er flot, sagde en glad Malthe.

Han lærer Majbritt Thinter var også glad på Malthes vegne.

- Han er da mega-sej. Det forestiller vores nye klatrestativ og hans kammerater og børnene på skolen har været enige om, at det er det rigtige logo, der har vundet, sagde Majbritt Thinter.

Det nye logoflag er en gave fra skolens afdelingsråd.

- Flaget skal hejses hver dag, og når der er fest eller fødselsdag, kommer Dannebrog til tops, siger Susanne Kerndrup.