Lilholt-billeder: 2200 fandt ham de holder af

- Ofelia, Ofelia, fandt du ham, du holder af? sang Lars Lilholt i front for De Lyse Nætters Orkester - publikum var ikke i tvivl, de havde fundet deres yndlings-trubadur på Pottegårdens p-plads på Ellinge Lyng i Odsherred fredag.

Mere end 2200 tilhørere havde købt billet - mange af dem kom i god tid for at indtage faste pladser - til den traditionsrige friluftskoncert, den 25. i rækken, og det var formand for FK Odsherred, Torben Møller, svært tilfreds med.

- Det er helt klart en succes, sagde han, inden folkekære Lilholt gik på scenen med den guitar-svingende guitarist Gert Vincent, med karakteristisk pirat-tørklæde om hovedet, som side-man.

FK Odsherred og Pottegården arrangerede igen friluftskoncerten i fællesskab og stillede med i alt 120 frivillige hjælpere.

Forud for koncerten var der frygt for, at det knastørre græstæppe kunne blive antændt af vildfarne cigaretskodder og -gløder. Der var sat rygning forbudt-skilte op, selvom arrangørerne ikke kan indføre og håndhæve et forbud, og Torben Møller gik på scenen og appellerede til publikum.

- Vi er i et sommerhusområde, og det er knastørt. En krudttønde. Pas nu godt på hinanden, opfordrede han.

Der var ekstra brandsluknings-materiel, blandt andet branddaskere.

Ved sidste års koncert var Lars Lilholt mærket af rygsmerter og skulle opereres få dage efter. Fredag var han tilbage i topform med sit velspillende band, der - udover Gert Vincent - bestod af Kristian Fogh, Eddi Jarl, Tom Bilde, Lærke Lilholt, Maria Malmø, og med Mads Kjøller-Henningsen som gæste-fløjtenist.