Kritisk: Ikke én sælger har meldt sig

Nødråb: Er der slet ingen, der vil sælge lodsedler i Odsherred?

Kritisk: Ikke én sælger har meldt sig

Der er ingen lokale sælgere af lodsedler til »Lillebror Lotteriet« i Odsherred. Det er kritisk.

Disse ord – dette nødråb – kommer fra hjælpeorganisationen Børnehjælpsdagen.

Det er Børnehjælpsdagen, der står bag landslotteriet – et af Danmarks ældste lotterier – og herfra opforder man nu kommunens foreninger, sportsklubber og skoleklasser til at melde sig på banen.

– Lodsalget er med til at sikre, at anbragte børn og unge – også børn fra Odsherred – kan få gavn af Børnehjælpsdagens humanitære arbejde. Samtidig kan de sælgende foreninger og skoleklasser tjene gode penge til sig selv, siger Maja Spangsberg Krogstrup fra organisationen.

125 anbragte fra Odsherred

Sidste år fik 228 idrætsforeninger, klubber og klasser fra hele landet en samlet provision på 1,4 millioner kroner for deres salg af Lillebror-lodder. Pengene er blevet brugt til nyt sportsudstyr, stævner, lejrskoler og meget andet.

– Vi ved, at mange foreninger og klubber har det økonomisk svært i kølvandet på corona og inflationen. Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på vores landslotteri, som kan sikre midler til fælleskassen, lyder det videre fra Maja Spangsberg Krogstrup.

Lodsalget er også helt afgørende for organisationens arbejde til fordel for de mange anbragte børn og unge. De bor typisk på et opholdssted eller hos en plejefamilie. Aktuelt er 125 børn og unge anbragt uden for hjemmet af Odsherred Kommune.

Skrabelodder med gevinster til både sælgere og købere. PR-foto