Geopark Landsby-vinder fundet

Efter en halv times votering besluttede lokaldemokratiudvalget og Geopark Odsherred lørdag eftermiddag, at Bjergesø skulle have titlen som Årets Geopark Landsby. Udvalget havde forinden besøgte tre landsbyer – foruden Bjergesø var det Unnerud og Klint. Bjergesø-borgerne havde videreudviklet på landskabet omkring det store bålhus, som i 2017 gav dem sejren i Landsby Makeover. Et udekøkken og keramikfortællinger indgår nu som en del af samlingsstedet.

Næstformanden for Lokaldemokratiudvalget, Majbrit Edlund Jensen lykønskede de fremmødte Bjergesø-borgere i bålhuset.

– I har valgt et projekt, hvor I har rigtig meget fokus på stedets fortid, og et bud på, hvad fremtiden også kan bringe. I har haft fokus på FN's verdensmål, som I har fortolket dem, så de betyder noget for jeres eget lille lokalsamfund. Og I har også formået at kommunikere en kulturhistorie ud, og I viser et helt særligt engagement. I er nyskabende og har en høj standard, og I viser os nogle holdbare løsninger, sagde hun og fortsatte:

– I har også haft fokus på, at stedet skal gøre nytte for andre end jer, og I har et særligt bæredygtigt element med de lokale fødevarer, og I snakker om et æbleværksted. På den måde får de lokale fødevarer en helt ny fortælling. Sidst har I lavet noget folkelig keramik. Bjergesø, for pokker! I er samskabende, og I kan noget helt særligt. Blev ved med at gøre det, I gør i dag!

Tine Schulz fra Bjergesø Bylaug var glad og stolt over, at Bjergesø vandt dysten.

– Det er megafedt. Vi har lagt rigtig mange kræfter i det her. Nu har vi fået geoparken ind over, det var noget vi manglede. De lokale råvarer er med i projektet. Der har nok været omkring 20 personer med i projektet. Nu skal vi have gjort udekøkkenet færdigt, og nogle geopark-kakler skal op at hænge, sagde Tine Schulz.