
Høve Friskole læner sig op af en konkurs, hvis ikke der i løbet af de næste 12 dage kommer 1,5 millioner kroner i kassen til at betale regningerne. Men på trods af den kritiske situation for skolen, så nyder skolens bestyrelse fortsat opbakning fra forældregruppen.
– Det er som om friskoleånden er kommet igen, og den har vi nok taget for givet i de senere år, siger tidligere formand for skolens bestyrelse, Jonas Færing.
Han erkender, at han har et medansvar for den situation skolen er havnet i.
– Ja, jeg har et medansvar, men det er vi mange der har. Det har været en udfordring at gennemskue og tilpasse udgifter og indtægter, siger Jonas Færing, til Nordvestnyt.
Det er godt fem års uopmærksomhed på mindre underskud, der nu er i en størrelsesorden der ikke lader sig ignorere.
Den tidligere bestyrelsesformand ønsker ikke at pege fingre af andre, men medgiver, at økonomistyringen kunne have været bedre.
– Når man ikke får løst problemet gennem fem år, så bliver det en katastrofe. Det kunne vi nok godt have gjort bedre, hvis vi var en professionel bestyrelse, men den består jo af frivillige forældre, forklarer han.