Forfatter suger historier til sig

Forfatter suger historier til sig
Foto: Annie Brydegaard Danielsen

Den snart 70-årige Annie Brydegaard Danielsen er en travl kvinde. Hun bor til daglig i Holbæk, og har siden 2018 haft travlt med at udgive e-bøger med fortællinger om hendes fødeegn Odsherred. For hun er vild med både at lytte til, men også fortælle historier fra det virkelige liv.

Hun er født på Brydegaard i Nakke i 1951, og boede i Odsherred frem til 1982. Hun er uddannet lærer, og blev senere uddannet museumsassistent, og det er med baggrund i hendes arbejde indenfor museumsverdenen, blandt andet yvang i Holbæk, at hun i mange år gik rundt og drømte om at skrive fødeegnens historie.

– Jeg har selv følgelig historier fra mit eget liv, men folk er også meget flinke til at sende mig fortællinger, som de eller familiemedlemmer kan fortælle om gamle dage. Jeg får også mange billeder tilsendt, og de er en vigtig del af mine bøger, siger Annie Brydegaard Danielsen.

De første bøger omhandlede Rørvig sogn og omegn, hvor hun er vokset op. Siden dukkede der nye emner og områder op, og den seneste udgivelse, som er e-bog nummer 19 i rækken, udkom i juni i år.

– Den handler om Høvepladsen og lejrskolen Høve Strand. Forhistorien er alle de karle og piger, som gravede ud og beplantede pladsen. Jeg boede selv et år i en lejlighed på lejrskolen, da jeg lige var blevet ansat som lærer på Ulstrup Skole. Det blev et spændende år med orkan i november, snevinter og Sejerøbugten, som frøs til, fortæller Annie Brydegaard Danielsen.

Sammen med sin forlægger Lene Bornemann er hun helt tilfreds med salget af e-bøgerne, som kan downloades på nettet.

– Egnshistorie er jo lidt som digtsamlinger. De kan være nok så relevante for mange mennesker, men har en smal målgruppe, siger hun.