
Vig: Livetransmissionen af balletten »Napoli« fra Det kgl. Teater til Vig Bio tirsdag aften gik op i knas, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.
Danmarks Radio, der stod for transmissionen, havde ikke skruet nok op for signalet til Vig, og det fik signalet til at forsvinde i op til flere minutter ad gangen.
Da knaset fortsatte igennem anden akt og »åd« hele indledningen på tredje akt, der er ballettens sidste, mistede Jane Lykke, formand for Vig Bio, tålmodigheden og ringede til Danmarks Radio, der stod for transmissionen til biograferne.
– De skruede op for signalet, og så gik resten af forestillingen klart igennem, siger Jane Lykke til dagbladet Nordvestnyt.
Vig Bio havde fået opsat en parabol til brug i forbindelse med transmissionen, og flere test var kørt i dagene op til premieren.
Læs mere i dagbladet Nordvestnyt onsdag.