Betinget dom til pelargonie-tyv

Foto: Peter Andersen, Line Mitchell

Et enigt dommerpanel ved Retten i Holbæk kendte onsdag en 51-årig kvinde skyldig i tyveri samt vold i form af personpåkørsel i en spektakulær sag fra maj, hvor hun stjal en pelargonie til 25 kroner fra et supermarked i Hørve.

Efter en længere ordveksling med butikspersonale og en kunde på parkeringspladsen, satte kvinden sig ind i sin bil og ramte den 18-årige mandlige kunde, da hun kørte ud fra parkeringspladsen. I følge den tiltalte kvindes forklaring havde hun sagt til en ekspedient, at hun tog nogle pelargonier med sig på vej ud ad supermarkedet efter at have betalt for sine øvrige varer, og da hun satte sig i sin bil for at forlade Kiwi, opdagede hun i følge egen forklaring ikke, at den mandlige kunde stod foran bilen.

Vidneafhøringerne fra de tre indkaldte vidner, heriblandt den 18-årige kunde, der blev påkørt, vejede dog tungere end tiltaltes, hvorfor dommerne valgte at kende hende skyldig i tyveri af pelargonien samt vold som følge af personpåkørslen. Den 51-årige kvinde var i forvejen ustraffet og havde nægtet sig skyldig i tiltaleforholdene, og forud for domsafsigelsen argumenterede advokat Esben Roslev for fuld frifindelse af hende.

Dommerpanelet tilkendte hende en betinget dom på tre måneder med krav om samfundstjeneste samt fratagelse af kørekortet i seks måneder. Kvinden udbad sig efterfølgende betænkningstid i forhold til, hvorvidt hun ønsker at anke dommen.