Egentlig skulle han have været i Sverige og fange forårslaks. Men der kom lige et folketingsvalg i vejen.
I stedet står Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V) lørdag formiddag og forsøger at fange en hornfisk ved Enøs kyst. Indrømmet, det er Sjællandske, der har foreslået at mødes til et interview der, for egentlig har han slet ikke tid. Det er kort inden de danske lygtepæle bliver besværmet af bejlere med plakater.
Men det er måske heller ikke helt tosset at nå en sidste fisketur, inden en historisk lang valgkamp kalder.
– Der er få ting, der kan tømme hovedet for stress og mylder, som at stå i vandet. Nu har man næsten ikke lyst til at tage hjem igen, siger det 27-årige byrådsmedlem fra en position ti meter ude i havet.
Fiskeriet er ren meditation for ham. Han er tidligere spejder, og har været glad for naturen, så længe han kan huske. Medicin for sjælen, kalder han det.
I april var han en uge i Canada for at fiske, i Danmark står han gerne på Enø mindst et par gange om måneden.
Når man hører ham tale om linekurven, han har glemt derhjemme, silkekroge, havørreder, forskellen på at fiske med spinner eller flue, (han er selv fluefisker, og det bliver ofte set som værende lidt finere, men for ham betyder det ikke det store) kasteteknik eller de dyre waders, han har på, så skulle man næsten ikke tro, han havde andet i hovedet.
Det varer så kun, indtil talen falder på politik. Som lille var Sebastian Mylsted-Schenstrøm noget af en spørgejørgen, erkender han. Trangen til at forstå sammenhænge og samfundsforhold bragte ham ind i politik. Han betegner sig selv som en ærlig idealpolitiker. Han meldte sig ind i VU for over 10 år siden, og har siddet i Næstved Byråd siden 2015. Her har han arbejdet imod det, han kalder lunkne kompromiser, der ikke løser de egentlige problemer. For eksempel på skoleområdet.
– Jeg gik imod skolestrukturændringerne. Her har man lukket matriklerne halvt. Hvis man erkender, at man har brug for at finde penge på området, så synes jeg, det er bedre at lukke de mindste skoler med små elevtal, der gør, der knap kan oprettes klasser, i stedet for at sprede dårligdommene ud, siger han.
Han har også markeret sig på kulturområdet, hvor han ønsker en diskussion af, hvor mange penge kommunen skal bruge på kunstindkøb og sponsorater af sport.
– Vi halter på samtlige af vores kerneområder. Ældrepleje, handicappede, børnepasning. Det med at tro, at folk flytter til Næstved, fordi vi har et egnsteater eller en kulturfestival, det tror jeg ikke på. siger han.
Når Sebastian Mylsted-Schenstrøm ønsker at blive valgt til Folketinget, så er det også fordi, han oplever, at udviklingen i Næstved og på Sydsjælland går den forkerte vej. Der foregår et brain drain, de stærke borgere forlader byen i en tidlig alder, og for få vender tilbage, mener han.
– Vi er ved at blive koblet af udviklingen, siger han.
For at undgå det, vil han have flere brede, akademiske uddannelser til Sydsjælland, så der er færre unge mennesker, der tager af sted.
Han vil forbedre infrastrukturen med både motorvej, en tværsjællandsk forbindelse og hurtigere tog. Turen på skinner til København tager nu længere tid end for få år siden.
– Vi har fået en rejsetidsforværring på 1 minut. Det er simpelthen ikke acceptabelt. Næstved er en pendlerby. Hvis provinsen ikke skal dø, så skal folk kunne komme hurtigt til de største byer. Infrastruktur er afgørende for, at vi får skabt en bedre sammenhæng på Sjælland, siger folketingskandidaten.
Klimaudfordringen, der for første gang er kommet højt på listen over danskernes vigtigste emner, vil han løse med en økonomisk effektiv indsats.
– Det nytter ikke at tro, den eneste måde, vi kan redde klimaet på, er ved at begrænse os selv og leve, som vi gjorde for 100 år siden. Det drukner i, at vi diskuterer kødfri dage og symbolske afgifter på flyrejser. Det bedste, vi kan gøre, er at vise, at det er muligt at forene en høj levestandard med et mindre klimaaftryk, siger Sebastian Mylsted-Schenstrøm.
Blandt andet kan vi energieffektivisere vores hjem og udnytte de teknologiske muligheder, mener han.
Tilbage i naturen har den politiske lystfisker fået bid. En hornfisk har kroget sig så godt og grundigt fast, at han vælger at slå den ihjel frem for at sætte den ud igen, som han normalt ville gøre.
Han finder i stedet en fiskerfælle og giver hornfisken videre. Den gør sig bedst tilberedt på panden samme dag.
Sebastian Mylsted-Schenstrøm får ikke tid. Der er et valg, der venter.