Top tre-drømmen smuldrer

Top tre-drømmen smuldrer
Foto: Kenn Thomsen, Simon Ydesen
Team FOG Næstved får besøg af Randers i basketligaen
Team FOG Næstved får besøg af Randers i basketligaen Sjællandske Medier

Team FOG Næstveds ambitioner om at slutte i grundspillets top tre ser efterhånden ud til at kunne pakkes væk. Trods lovende takter blev det til et nederlagt på 82-73 mod Svendborg Rabbits. Efter første halvleg så det ud til, at Team FOG Næstved kunne holde liv i håbet om en placering i grundspillets top tre, men den ambition blev skudt i sænk efter pausen, da Svendborg Rabbits satte et uskarpt Team FOG Næstved-hold til vægs. Team FOG Næstveds pauseføring på 41-34 blev konverteret til et efterslæb på scoretavlen. Ikke mindst fordi Svendborg Rabbits gentagne gange formåede at sikre sig angrebsrebounds mod et passivt Team FOG Næstved-hold.

Svendborgs comeback blev ikke gjort mindre imponerende af, at kaninerne manglede opbakningen fra Danmarks mest larmende basketfans. Ikke meget var, som det plejer at være i Svendborg Idrætscenter. Altså lige bortset fra den lokale maskot-kanin, der hoppede rundt på gulvet i pauserne og fejrede det faktum, at den ikke er en mink.

Team FOG Næstved havde et godt flow i spillet inden pausen, men i de sidste 20 minutter var den gode rytme fra første halvleg væk, og mod slutningen var det stort set kun Philip Hertz, der bød ind med scoringer. De mange udenlandske spillere svigtede på det groveste, da det virkelig gjaldt.

Med nederlaget er det så godt som umuligt at forestille sig, at Team FOG Næstved kan spille sig til en plads i grundspillets top tre, og det betyder med andre ord, at Team FOG Næstved kan ende helt nede som nummer fem, hvilket end ikke giver hjemmebanefordel i en kvartfinaleserie.

– Det var bare ikke godt nok efter pausen. Rent mentalt var det ellers den bedste indsats, jeg har set fra spillerne i denne sæson. Uden sammenligning, men det er svært, når vi ikke kan ramme et skud, og det blev mere og mere klart i anden halvleg, siger Arnel Dedic, der ikke vil nævne navne, men når man tager et kig på statistikken fra kampen, så er det en spiller som Jalen Nesbitt, der ikke holder niveau. Hans skudprocenter var helt vildt elendige. Han ramte kun på 11 procent af sine skud, og normalt så træfsikre Jahmal Jones var heller ikke godt skydende, da han blot ramte på 21 procent af sine forsøg.

– Det er klart, at det gør det svært for os, og så må jeg bare sige, at det ikke hjælper, at vi ikke fik nok rebounds i anden halvleg, siger Arnel Dedic, der måtte sande, at Svendborg i anden halvleg tog hele 18 rebounds mere end sydsjællænderne gjorde.

– Så bliver det svært at vinde en kamp. Det er ganske enkelt ikke godt nok, og sådan noget, skal vi gøre bedre. Jeg synes det er en skam, at vi taber på de parametre, for indstiilingen var der i samtlige 40 minutter, siger Arnel Dedic, der ikke helt vil afskrive top tre.

– Det er ikke afgjort endnu.