Selvstændig med ADHD: Maria har fundet sin egen vej

Maria Joy Pristeds liv har været præget af ADHD. Men først som voksen fik hun stillet diagnosen. Nu er hun selvstændig og skammer sig ikke længere.

Foto: Thomas Olsen
<p>Maria Joy Pristed fra Mogenstrup går rundt på bare fødder i en lang, mønstret sommerkjole i hendes andet hjem. Det mørke hår er bundet op i en stor knold og hænderne bærer rundt på stof og tøj til både privat- og erhvervskunder. Hun bor i Hyllinge, men her, i ’livmoderen’, som hun kalder stedet, har hun indrettet sin egen systue – med bløde lænestole, en elkedel, som hun tænder mindst otte gange om morgenen, fordi hun glemmer den igen, og et skilt med ordene ’Do What You Love Everyday’. Gør hvad du elsker hver dag. Dét er hendes motivation, når livet rammer lidt hårdt.</p>