Næstved: – Var det en skrøne eller var det virkelighed?
Teaterleder Niels Grønne har pløjet sig gennem historiebøgerne for at finde flere fakta om den bemærkelsesværdige våbenhvile, der på forunderlig vis blev indgået mellem skyttegravene langs vestfronten i Flandern den 24. december.
– Jeg troede i mange år, at historierne om at tyske og engelske soldater under første verdenskrig havde holdt våbenhvile og bl.a. spillede fodbold, var en skrøne. Det lød for godt til at være sandt. Men så begyndte jeg at finkæmme historiebøger og internettet og kunne se, at det faktisk var sket i virkeligheden, fortæller Niels Grønne om idéen til teaterforestillingen “Fjender”, der har premiere på Grønnegade torsdag den 22. september.

Virkelig historie
Her mødes to fjender i ingenmandsland mellem skyttegravene. Første verdenskrig har været i gang i fem måneder. En million soldater er allerede døde. Hvem gør det første udfald? Tyskeren eller englænderen? Der er lagt op til åndeløs spænding, men så….hilses der, vises billeder, spises delikatesser, skåles…og spilles fodbold.
Mange har spurgt Niels Grønne om, hvorvidt forestillingen er blevet til på baggrund af krigen i Ukraine. Men her lyder svaret nej.
– Forestillingen var planlagt i forvejen, men er nu desværre blevet endnu mere sørgelig aktuel.
Julefreden 1914 markerede et kort og bemærkelsesværdigt øjeblik af fred midt i en af de mest voldelige og grusomme perioder i historien. Man mener, at op mod 100.000 soldater nedlagde våbnene og mødtes i Ingenmandsland. Først da befalingsmændene kom tilbage til fronten blev de menige soldater banket på plads og måtte genoptage myrderierne af hinanden.
Fjender har forpremiere onsdag den 21. september og officiel premiere dagen efter klokken 20 i Teatersalen på Grønnegade. Fjender spilles også fredag den 23. september, hvor Dansk Rakkerpak i samarbejde med Næstved Teater markere 300 års dagen for dansk teater. Sidste forestilling finder sted søndag den 25. september klokken 16.