Pilot løfter perspektivet: Hvad er flyvepladsens fremtid?

Knud Magnussen er blandt de aktive piloter på Næstved Flyveplads. Han føler, at flyvepladsen med den godt 400 meter lange og grønne landingsbane, bliver offer i planerne for havneudflytningen.

Pilot frygter at flyveplads drukner i havnevisioner

Pilot løfter perspektivet: Hvad er flyvepladsens fremtid?

Foto: Jan Albers Jensen

Der bydes på frisk pulverkaffe i hangarens sofahjørne, mens solen varmer i ansigtet og gør kål på morgendisen.

Knud Magnussen har allerede skubbet sit blå Ultralet fly udenfor. Der er ro på, for hans fly er det eneste på Næstved Flyveplads.

– Det er et fantastisk sted, og jeg fandt først ud af, at det eksisterede i 2017, hvor jeg begyndte at interessere mig for flyvning. Der er mange, der ikke ved, der er en flyveplads her ved Stenbæksholm. Jeg er bange for, at vi bliver glemt i debatten om havnen, siger Knud Magnussen, der bor i Næstved.

Fanget i havneplaner

Flyvepladsen udgør en godt 420 meter lang landingsbane ved Stenbæksholm. Hertil en håndfuld hangarer, hvoraf to er nye.- De blev opført i 2018 med tilladelse fra Næstved Kommune.

Knud Magnussen er fortaler for at havnen skal flytte ud af byen, men han er alvorlig bange for, at Næstved Flyveplads bliver glemt i planerne. Han er glad for at flyve, og vil meget nødigt sige farvel til det unikke sted ved Stenbæksholm. Foto: Jan Albers Jensen

Knud Magnussen sidder med print fra havnevisionerne. Næstved Kommune ejer allerede jordene, og byrådet var oprindelig enige om, at der skulle laves en ny havn i forlængelse af landingspladsen i retning mod byen. Nu er stemningen drejet i retning mod selve Ydernæs, hvilket kræver, at sejlklubben skal tilbydes en ny havn. Det kan blive der, hvor den nye havn var planlagt.

I begge tilfælde ser det sort ud for flyvepladsen med den grønne landingsbane, for der er skrappe afstandskrav til bebyggelse omkring banen.

Terapi og frygt

– Vi er en lille forening med 16 medlemmer. Får vi samme tilbud som andre foreninger, spørger Knud Magnussen retorisk og henviser til, at sejlklubben på den anden side af kanalen.

Knud Magnussen har tidligere haft båd og motorcykel. I 2018 besluttede han at tage et flycertifikat. Han fik tilbudt at købe skoleflyveren og slog til. Nu er han en af de lokale piloter, der bruger flyvepladsen ved Stenbæksholm mest. Flyvningen er ren terapi, lyder det fra den 60-årige mand.

Knud Magnussen hører til dem, der meget gerne ser, at havnen kommer ud af byen, så hele det gamle Maglemølleområdet kan få et tiltrængt løft.

– Desværre frygter jeg, at vi bliver glemt, og ikke får et andet tilbud. Det vil være meget trist, for vi har et dejligt sted her.

Knud Magnussen mener, at naboerne i sejlklubben – på den anden side af kanalen – og Næstved Flyveplads bør behandles lige. Foto: Jan Albers Jensen

Håndtag skyder faldskærm ud

Avisens udsendte tager plads i flyet højre side, og bliver orienteret om sikkerheden i samtaleanlægget. – Hvis jeg skulle få et hjertestop, så vil jeg ikke anbefale, at du selv forsøger at lande. Afbryd strømmen til motoren på disse to knapper og træk i det lille håndtag bag dig. Så skydes en faldskærm ud, og flyet daler roligt ned.

Knud Magnussen giver motoren gas, og de 75 hestekræfter får flyet på vingerne uden besvær.

Der er mange marker, men faktisk ikke så mange steder, hvor forholdene er ideelle for at etablere en ny flyveplads. Pilot Knud Magnussen har dog øje for et sted i nærheden af Saltø. Foto: Jan Albers Jensen

Udsigt til ny flyveplads

Der er udsigt til Gavnø og øen Lindholm, hvor en kajakroer holder hvil. Mens der svinges mod nordvest og Fodbygaard dukker op 300 meter længere nede, forklarer Knud Magnussen, at han faktisk har prøvet at finde en alternativ beliggenhed til flyvepladsen, men det er ikke så let som det ser ud fra luften. Der er mange bakker og vindmøller i området.

Vi flyver ind over Næstved med havnen i styrbordsside. Mette Pan er i havn, og solen kaster lys på det store område, med Stacy’s Diner på modsatte side.

Knud Magnussen lander flyet sikkert ved Stenbæksholm. Næstved Flyveplads har eksisteret siden midten af 1960’erne og fik i 2018 tilladelse af Næstved Kommune til at opføre fire nye hangarer. Foto: Jan Albers Jensen

Lille forening i det store billede

Ydernæs med de mange hvide sejlbåde passeres, og modsat kommer de små hangarer og den lange grønne landingsbane nærmere.

Landingen er perfekt, og det er en smilende Knud Magnussen, der af egen kraft skubber flyet på plads. – Så let er det, siger han og henviser til den storslåede oplevelse, det er at have muligheden for at flyve.

Han bor i Næstved, og konstaterer at opførelsen af en ny flyveplads nok vil koste godt fem millioner kroner. – Det er småpenge i forhold til selve havnen, og vores forening er lille og har ingen penge. Måske er det årsagen til, at man ikke har givet flyvepladsen de store overvejelser, slutter Knud Magnussen.

Knud Magnussen kan selv håndtere det lille Ultralet fly, som giver ham mulig for at udforske Danmark på en helt ny måde. Foto: Jan Albers Jensen
Flyvepladsen ses til højre i billedet. Overfor er Næstved Sejlklub de skønne omgivelser på Ydernæs. Her skal området undersøges, idet der nu er politisk flertal for at etablere en ny havn her. Foto: Jan Albers Jensen
Næstved Havn skal flytte ud af byen og give plads til en tiltrængt byfornyelse i de historiske rammer. Foto: Jan Albers Jensen