Ny svensk giraf skal føre Næstved til tops

For nylig blev Henrik Cortz gift med sin Pia, men det er ikke den eneste aftale eliteudvalgsformanden for Næstved Bordtennis har indgået på det seneste.

Den sydsjællandske klub har nemlig skrevet kontrakt med 26-årige Hampus Söderlund, der er en del af den svenske bruttolandsholdstrup.

- Med fem spillere i Top 100 i verden er Sverige en stormagt inden for bordtennis, og at Næstved Bordtennis kan lave en aftale med en spiller, der er med i bruttolandsholdstruppen, vil givet komme som en stor overraskelse for de fleste i svensk og dansk bordtennis, siger Henrik Cortz.

I forvejen råder Næstved over fire andre svenskere - Magnus Månsson, Malte Möregårdh, Henrik Johansson og Erik Åhman - men den seneste forstærkning er et niveau over landsmændene i klubben.

- Hampus lå længe som nummer et på listen over vundne kampe i den bedste svenske række i denne sæson, men mod slutningen af sæsonen gik det ned ad bakke for ham og hans hold Munkedals BTK, og flere spillere smuttede forbi i »regnskabet«, siger Henrik Cortz, der regner med masser af sejre til en nye svensker i den danske liga.

- Hampus Söderlund skal spille alle kampe for os i den kommende sæson, idet det er vigtigt for os, at alle klubber får set »giraffen«, og at vi dermed kan være med til at hæve niveauet i dansk bordtennis, siger Henrik Cortz.

Udskiftninger i truppen

I forhold til sidste sæson må Næstved Bordtennis sige farvel til den stærke egypter Khaled Assar og formentlig også franske Antoine Doyen.

Til gengæld har klubben fået tilknyttet den kun 15-årige kineser Ziyi Zhang og to 18-årige tjekkiske ungdomslandsholdsspillere, Tomas Koldas og Radim Baku. Og med en ny bred trup på plads, er sydsjællænderne godt rustet til igen at forsøge at vippe Roskilde af pinden i kampen om DM-guldet.

- Head coach Li Moding, der som spiller er nummer fire på ratinglisten over danske og udenlandske spillere i Danmark, er også en del af truppen, men han vil være reserve for vores kinesiske stortalent, som Li Moding vurderer er meget bedre end ham selv, siger en optimistisk Henrik Cortz.

- I denne sæson blev der ikke kåret en dansk mester, men 5-2 sejren over Roskilde i februar i slutspillet viste, at vi var klar til at tage kampen op. Med tilgangen af Hampus som førstesingle er vi godt rustet til den nye sæson. Vi har flere stortalenter på bordtennisakademiet, der også kan komme i spil, så vi føler, truppen er ved at være på plads - og sæsonmålet er guld, siger han.