
SORØ: Torsdag den 23. september slår discountkæden REMA 1000 dørene op for butikken i Pedersborg. Dermed får borgerne i den nordlige del af Sorø adgang til masser af økologi, astma- og allergitestede produkter, børneprodukter og luksusprodukter – til alt andet end luksuspriser.
Med åbningen i Pedersborg er REMA 1000 oppe på i alt 189 discountbutikker i Danmark. Den nye butik vil i lighed med de øvrige REMA 1000 butikker rundt om i landet satse på kvalitet til lave priser og kører i løbet af de første uger efter åbningen med nogle særligt favorable tilbud. Den 1050 kvadratmeter store butik får 62 ekstra store parkeringspladser og en erfaren, lokalkendt købmand i spidsen ved navn Søren Storgård.
– Det jeg glæder mig mest til er at være byens REMA 1000 og få lov til at sætte mit præg på Sorø. Jeg glæder mig til kontakten med kunderne, for jeg gør meget ud af at være den personlige og udadvendte købmand, der er ude i butikken og tale med kunderne. Og så glæder jeg mig naturligvis til at få en ny og meget større butik end den, jeg kommer fra i Slagelse, siger Søren Storgård, der lægger vægt på at skabe en ordentlig og ren butik med spændende varer og udstillinger, der giver kunderne inspiration til aftensmaden.
43-årige Søren Storgård, der er født og opvokset i Slagelse, har mange års erfaring fra dagligvarehandlen. Søren har arbejdet i flere kæder, men har de seneste fem år været REMA-mand – blandt andet i rollen som købmand i Slagelse på Holbækvej.
– Jeg er meget glad for at være i REMA 1000. Der er en fantastisk teamånd, som jeg ikke har oplevet andre steder. Som købmand behandler jeg konceptet med respekt, men derudover har jeg virkelig mulighed for at præge butikken, som jeg vil. Det er frihed under ansvar og meget motiverende, at jeg selv kan få lov til at lave ting om. På den måde påtager jeg mig nogle risici, men jeg har også guleroden – og det er den jeg går efter, siger Søren, der tager 10 af sine medarbejdere med fra butikken i Slagelse.
Administrerende direktør i REMA 1000 Henrik Burkal er meget glad for at kunne åbne butik i Sorø.
– Vi er meget glade for at kunne åbne en REMA 1000 i Sorø. Vi tror på, at borgerne i Sorø og omegn vil sætte stor pris på butikken. Vi er efterhånden en stor kæde i Danmark, men vores butikker fortsætter med at være lokale. Derfor har vi selvstændige købmænd til at lede og styre den enkelte butik. På den måde sikrer vi, at vores butikker bliver drevet fra hjertet med et stort ejerskab og med den lokale nærhed som højeste prioritet, siger Henrik Burkal.
I den nye REMA 1000 vil kunderne få glæde af butikkens fokus på økologi, dansk kød, bæredygtig fisk, astma- og allergitestede produkter, frugt og grønt samt luksusprodukter til discountpriser. Den nye butik vil desuden være indrettet på en sådan måde, at den hjælper kunderne til at træffe nogle sundere valg simpelthen ved at give frugt og grønt mere attraktive pladser i butikken.
– Vi håber, borgerne i Sorø vil bakke op om Søren og hans nye flotte REMA 1000 butik, siger Henrik Burkal.