Kontroversiel diskvalifikation sætter Gryning tilbage i kapløb om DM-guld

Kontroversiel diskvalifikation sætter Gryning tilbage i kapløb om DM-guld
Benjamin Strate deltog i weekenden i sin første DM-afdeling denne sæson. Den rutinerede motocrosskører leverede et forrygende comeback. Her ses han i aktion tilbage i 2019.  Foto. John Ringstrøm
Benjamin Strate deltog i weekenden i sin første DM-afdeling denne sæson. Den rutinerede motocrosskører leverede et forrygende comeback. Her ses han i aktion tilbage i 2019. Foto. John Ringstrøm

Andreas Lissau

Sæsonen spidser til for landets bedste motocrosskørere, hvor der efter weekendens race i Hedeland nu kun resterer tre af de i alt syv DM-afdelinger.

I »kongeklassen« MX1 ligger Næstved Motorklubs, Mathias Gryning, med helt fremme i kampen om det samlede danske mesterskab.

En kontroversiel dommerbeslutning efter 2. heat af weekendens afdeling kan dog ende med at koste sydsjællænderen dyrt.

Efter DM-løbsseriens første tre afdelinger tegner der sig et billede af, at ædelmetallet formegentlig skal fordeles mellem Randers-køreren Glen Meier, den forsvarende DM-mester Nichlas Bjerregaard og altså Næstved Motorklubs, Mathias Gryning, når sidste afdeling er blevet kørt på Nisseringen 26 september.

Der er derfor ikke råd til fejltagelser blandt de tre kombattanter i kampen om guldet.

Mathias Gryning var da derfor også tilfreds, da han stod klar til at træde op på MX1-podiet efter en samlet andenplads for weekenden. Nichlas Bjerregaard kunne stille sig øverst på podieskamlen og Glen Meier på tredjepladsen.

Dommerudvalget ville det dog anderledes denne sommersøndag.

Inden den efterfølgende vinderceremoni blev Gryning og Bjerregaard prikket på skulderen med overleveringen af den kedelige meddelelse; I er diskvalificeret fra 2. heat.

Under andensidste omgang i afdelingens sidste heat havde samaritflaget, der indikerer lægehjælp på banen og øjeblikkelig indstilling af løbet været i brug af en løbsobservatør.

En stor gruppe af kørerne overså dog advarslen – en »forseelse«, der ifølge reglementet resulterer i diskvalifikation.

– Alle kender reglerne. Problemet var bare, at ham der markerede det med flaget stod forkert placeret, så der var ikke nogen, der så det blive brugt, og alle fortsatte derfor med at køre over hoppene. Vi kunne simpelthen ikke se ham. Det groteske er så, at ud alle dem der overså flaget, der når de kun, at notere numrene på fire af os, forklarer Gryning og fortsætter:

– Dommeren indrømmede endda, at ham der vinkede med flaget, stod forkert. Men i og med de allerede havde udelukket os, så kunne de ikke trække det tilbage igen. Det er så langt ude, det er helt tosset, siger Gryning, der dagen derpå ikke ved, om han skal grine eller græde.

Tilbage i kampen om DM-guldet, stod Randers Motor Sports, Glen Meier, som den store vinder, da han på mærkværdig vis ikke var blandt de navne, som dommerstaben på efterkrav valgte at udelukke. Med de Gryning og Bjerregaards diskvalifikationer i afdelingens 2. heat fik Randers-køreren derfor konverteret sin tredjeplads til en førsteplads og ikke mindst 50 værdifulde point til den samlede stilling og den direkte duel med de to konkurrenter.

– Glen (red. Glen Meier) indrømmede, at han også havde overset flaget, og han spurgte derfor dommerne, hvorfor han så ikke også var blevet diskvalificeret. De havde bare ikke fået noteret hans nummer ned, lød svaret, siger Gryning.

Den noget bizarre udvikling på weekendens afdeling fik de fire diskvalificerede kørere til prompte at indgive en protest. Nu venter det mere officielle efterspil, før klagen kan behandles.

– Vi har otte dage nu til at sende vores beskrivelse af forløbet og den officielle klage afsted, og så må vi se. Jeg har aldrig stået i sådan en situation før, så jeg ved ikke, hvor lang tid der går, før der falder en afgørelse. Men vi går selvfølgelig efter, at resultatet skal stå ved magt. Og det ville da undre mig, hvis vi det ikke lykkedes at få medhold, lyder det fra MX1-køreren.

Hvis klagen skulle ende med et afslag, og dommerafgørelsen ender med at blive endegyldig, så kan det få ganske store konsekvenser for Næstved-kørerens muligheder om at slutte sæsonen på toppen af skamlen.

– Det kan jo koste hele mesterskabet. I og med det stort kun er os tre, der kæmper om det, så kan jeg stadig nå at ende i top tre, men det er jo ikke helt kun det, jeg kører for, lyder det fra Mathias Gryning.

Inden de resterende tre afdelinger af løbsserien ligger Hans Herred-køreren Nichlas Bjerregaard efter weekendens resultat fortsat samlet etter med 329 point. Randers-køreren Glen Meier er dog nu lige hælene på den forsvarende DM-mester med 326 point, imens diskvalifikationen blev særlig dyr for Næstved Motorklubs Mathias Gryning, som med fratagelsen af sine 44 point i det afsluttende heat må nøjes med 284 point i den samlede MX1 DM-stilling.

Mathias Gryning var dog ikke den eneste, der repræsenterede Næstved Motorklub i MX1-klassen denne weekend.

Rutinerede Benjamin Strate var nemlig tilbage på DM-motocrossbanen efter at have været fraværende i sæsonen hidtil.

– Jeg fik en datter for fem måneder siden, som har betydet, at året blev lidt anderledes. Jeg har kørt lidt oldboys, men ellers har jeg været nødt til at prioritere anderledes, fortæller Benjamin Strate og fortsætter:

– Jeg synes dog, jeg har fået trænet nok her på det sidste til at køre konkurrence igen. Samtidig har jeg kørt i mange år efterhånden, og været uheldig mange gange. Så for mig handler det kun om at køre, fordi det er sjovt nu. Her på det seneste har jeg fundet lysten, så det er også derfor, jeg bare synes det var tid nu her, forklarer Strate.

Selvom den primære motivation ikke længere ligger i, at skulle opnå gode resultater, så er der stadig masser af konkurrencedygtighed at spore hos Benjamin Strate.

Comebacket resulterede således i fjerdepladser i både 1. og 2. heat.

Og med diskvalifikationerne blev de to fjerdepladser konverteret til en samlet andenplads for dagen.

– Set i lyset af, at jeg ikke har kørt konkurrencer i år, så er jeg rigtig godt tilfreds med weekenden og de to fjerdepladser, det må jeg indrømme. At jeg så også ender med at slutte to'er, er jo også sjovt og fedt. Det var jo ikke fordi, at jeg var den anden bedste på dagen. Men reglerne er jo, som de nu engang er, lyder det fra Strate.

Den rutinerede motocrosskører har selv prøvet at blive udelukket for at overse et flag.

– Man må desværre bare tage sin straf. Hvis de diskvalificerede mener, det er en fejldom, er det selvfølgelig også helt fair, at de klager. Men grundlæggende synes jeg, at man skal tage straffen som den er – ligesom hvis man bliver taget uden sele på i sin bil – det er nu engang reglerne. Jeg kan sagtens forstå, de er ærgerlige, men det er jo gamet, at der er nogen, som skal tage de her beslutninger. Det er svært for mig at sige noget konkret om situationen, for der var ikke noget flag, da jeg kørte forbi, siger Benjamin Strate.

Hvorfor Glen Meier ikke også var blandt de udelukkede, undrer dog sydsjællænderen.

– Han skulle jo også have være blevet diskvalificeret, så det forstår jeg godt, de er sure over. Hvis han også var blevet udelukket, så havde jeg jo også sluttet på førstepladsen for dagen – det kunne da have været meget sjovt, slutter en grinende Benjamin Strate.

De næste to DM-afdelinger finder henholdsvis sted på Mors 15 august og ved Esbjerg 29 august.

Her vil Benjamin Strate ikke deltage.

Det vil han dog, når sæsonens sidste afdeling løber af stablen 26 september på hjemmebanen, Nisseringen ved Næstved.

I MX2-klassen var der masser af grund til at finde smilet frem blandt Næstved-motorfolket.

Magnus Smith leverede nemlig en toppræstation, da han med en andenplads i 1. heat og en førsteplads i 2. heat halede yderligere ind på Nicklas Haagensen fra Randers i den samlede MX2 DM-stilling, hvor det nu kun er 8 point, der skiller de to kørere på anden- og tredjepladsen.

Hos kvinderne ligger Næstved Motorklubs Anna Henriksen Legaard og Signe Daugaard fortsat lige uden for podiepladserne – på fjerde- og femtepladsen – i den samlede DM-stilling efter de begge to leverede jævne præstationer i Hedeland denne weekend.