
27. september 2017 ville forfatteren Rune T Kidde være fyldt 60 år. Han døde i 2013, men inden da nåede han at sætte et stærkt aftryk.
Bl.a. med sine Ækle Æventyr-bøger om blandt andre »Den Lilla Møghætte og Pulven«.
Musikeren Christian Søgaard arbejdede i mere end 25 år sammen med Rune T Kidde og besluttede sig derfor for at markere den runde fødselsdag ved at drage på landevejen med en række tekster af Rune T. Kidde og Pernille Plaetner.
Med en blanding af jazzviser og verdensmusik kommer trioen med Christian Søgaard i spidsen torsdag den 25. januar 2018 forbi Grønnegades Kaserne Kulturcenter og hylder den afdøde forfatter. Med sig har Christian Søgaard sin harmonika samt guitaristen Morten Nordal og kontrabasisten Jens Holgersen.