Coronavirus udsætter julemarked: Her er den nye dato

Foto: Ida Steenfeldt Andersen

Kravlenisser, guirlander og juleknas skulle have fyldt Kulturladen i Fuglebjerg den kommende weekend. Men coronarestriktioner og smittefare har gjort, at markedet er blevet rykket.

– Der bliver ikke afholdt julemarked i Kulturladen i år, men næste år er vi klar igen, siger Jens Finne, der er formand for Kulturladen.

Han fortæller, at alle er ærgerlige over, at markedet ikke bliver til noget.

– Både vi og de private arrangører ville ønske, at tingene så anderledes ud, men vi bliver nødt til at indrette os efter omstændighederne, siger han.

Rykket et år

November og december er de to måneder, hvor det giver bedst mening at vise julepynt, grantræer og kalenderlys frem. Derfor er det blevet besluttet, at markedet bliver rykket til midten af november næste år. Den nye dato for julemarkedet er således den 19., 20. og 21. november 2021.

– Vi håber selvfølgelig på, at næste år bliver mere normalt, siger Jens Finne.

Han er ked af de spilleregler, som 2020 har medført, men glæder sig også til forhåbentlig at slå dørene op til flere kulturelle arrangementer igen. Udover julemarkedet er Kulturladens julejazz også rykket fra den 4. december i år til engang i december 2021.

Sidste års succes

Man kan endnu ikke kalde julemarkedet i Kulturladen for en tradition. Sidste år var nemlig første gang, det blev afholdt.

– Hvis folk benytter sig af muligheden for et lokalt julemarked, så vil jeg elske at være med til at gøre det til en tilbagevendende begivenhed, sagde Gitte Olsen, der er en af arrangørerne bag, sidste år.

Og det gjorde folk. Der var fuldt hus i Kulturladen til alle markedets tre dage. Således har der været venteliste for interesserede, der ville have en standplads til dette års marked – som nu er udsat til næste år.