Ugens Lokalhistoriske Billede: Modeopvisning i Lyngbyhallen

I løbet af 1970’erne blev tøjstilen mere fri, og til lokale modeshows og modeopvisninger kunne publikum følge med i de seneste tendenser inden for moden.

Ugens lokalhistoriske billede: Modeopvisning i Lyngbyhallen

Centrumforeningen afholder modeopvisning i Lyngbyhallen, ca. 1980. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

Af Mette Henriksen, stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv

I de antiautoritære 70’ere opstod en større frihed i valg af tøjstil. Det kom blandt andet til udtryk ved, at flere udtrykte sig politisk gennem tøjet, for eksempel ved at gå med T-shirts med politiske slogans. Hjemmelavet tøj var moderne, og hønsestrik blev populært.

Ungdomsgrupper såsom diskere, flippere, og rockere satte deres præg på tøjstilen. Var man disker, var man til diskomusik og film som Saturday Night Fever og gik med skjorter med store flipper og garbardinebukser med svaj. Flippere gjorde oprør mod modebegrebet og forbrug. Genbrug var vigtigt, og inspirationen kom fra Østen med batik og etniske tøjstykker. Og rockere gik i cowboytøj, der signalerede motorcykler og amerikansk kultur.

Borgerne kunne få et indblik i de sidste nye trends, farver og tøjudskæringer til modeopvisninger og shows i Lyngby Storcenter og i de lokale sportshaller. På billedet deltager publikum i et stort modeshow i Lyngbyhallen omkring 1980. Det var arrangeret af Centrumforeningen.

Det drejede sig ikke kun om at præsentere tøjmoden, men også om at sælge tøjet. Centrumforeningen var blevet stiftet i november 1964 som en underafdeling af Handelsforeningen med 92 handlende på Hovedgaden som medlemmer. Den nye forening skulle lave markedsføring for ”Hovedgaden og dens bifloder”, som det hed.

Billedtekst: Centrumforeningen afholder modeopvisning i Lyngbyhallen, ca. 1980. (Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv)

En sådan markedsføring kunne Handelsforeningen ikke stå for af hensyn til sine øvrige medlemmer, og et par år efter blev Centrumforeningen da også en selvstændig forening. Andre butiksområder i Lyngby fik lignende markedsføringsforeninger, for eksempel Ulrikkenborg Plads, Jernbanepladsen og Lyngby Storcenter med Centerforeningen.

Du kan opleve meget mere om tøj og mode i Lyngby-Taarbæk gennem tiden på den nye lokalhistoriske udstilling ”Tøj med historier og minder”, som åbner onsdag den 8. februar kl. 16 på Stadsarkivet Frieboeshvile, Lyngby Hovedgade 2. Alle er velkomne, og det er gratis. Udstillingen kan ses frem til den 29. juni 2023. Se mere på stadsarkivet.ltk.dk.