Skolepatruljer samlet til anerkendelse

Kommunen havde inviteret 300 elever i biografen til ’Den sureste uge’

300 hjælpsomme elever hædret

Borgmester Sofia Osmani bød skolepatruljerne velkommen i biografen. Pressefoto

TRAFIK Lyngby-Taarbæk Kommune havde i forbindelse med kampagnen ’Den sureste uge’, der har til formål at give skolepatruljerne ekstra anerkendelse for deres arbejde, valgt at lave et fællesarrangement i form af biograftur med popkorn og sodavand for alle kommunens cirka 300 skolepatruljeelever.

Arrangementet foregik i Nordisk Film biografer mandag morgen, hvor borgmesteren bød velkommen i sal 1 kl. 9.30 og sal 10 kl. 9.36.

Eleverne kom fra 6. og 7. klasser på kommunens otte folkeskoler og to private skoler. Nordsjællands Politi deltog også og delte reflekser, kuglepenne og bolsjer ud til skolepatruljerne. Der er 19 skolepatruljesteder på de 10 skoler, hvor skolepatruljerne dagligt hjælper elever sikkert over vejen.

Skolepatruljerne frygter hverken vintermørket eller morgensure bilister viser Skolepatruljeelevundersøgelsen 2022, som Rådet for Sikker Trafik står bag. Her fremgår det, at flere end 9 ud af 10 skolepatruljeelever er både glade for og trygge ved at stå skolepatrulje.

Den Sureste Uge er i uge 5, som er en af de uger om året, hvor der som regel er koldest, og der kommer mest nedbør.

fsp

Der var sodavand og popcorn til alle. Pressefoto