Af Mette Henriksen, stadsarkivar ved Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv
Stormagasinet Magasin blev grundlagt i 1868 af handelsmændene Theodor Wessel (1842-1905) og Emil Vett (1843-1911), da de sammen åbnede en hvidevareforretning i Aarhus.
I 1870 udvidede de med endnu en forretning i Aalborg, og året efter med et magasin i det daværende Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Navnet blev efterfølgende til Magasin du Nord.
Voksede til 98 filialer
Udvidelserne fortsatte med filialer i hele landet, som fungerede som en slags franchise, hvor selvstændige manufakturhandlere fik lov at benytte selskabets navn og sælge dets varer. I 1892 var der 50 filialer, og i 1906 var tallet vokset til 98.
I perioden 1902-32 lå Magasins filial hos Anton Melby og Johannes Petersen i Lyngby Hovedgade 46, hvor borgerne i Lyngby-Taarbæk kunne købe Magasins varer.
I 1960 åbnede en ny lokal afdeling af Magasin i hjertet af Lyngby.
Bygningen var tegnet af arkitekterne Gunnar Krohn og Hartvig Rasmussen. I starten var der kun stormagasin i de nederste to etager, da 2.-salen var indrettet til parkering. Senere fulgte utallige udvidelser og udbygninger.
Magasins runde fødselsdage er blevet markeret gennem tiden, og således også den i 1988, hvor de 120 år blev fejret med lagkage til alle kunder, serveret i Magasins cafeteria.
Havde landsted i Taarbæk
Begge grundlæggere af Magasin du Nord, Wessel og Vett, havde landsteder i Taarbæk, og de mindes ved to fine gravsteder på Taarbæk Kirkegård.
Du kan opleve mere om tøj og mode gennem tiden på den aktuelle lokalhistoriske udstilling ’Tøj med historier og minder’, som kan opleves på Stadsarkivet Frieboeshvile, Lyngby Hovedgade 2 – frem til 29. juni 2023. Se mere på stadsarkivet.ltk.dk.
